Alle steder hvor mennesker samles, er der forskel på folk. Forskelle i alder, køn, verdenssyn, baggrund, kultur og nogle gange også sprog. Hvordan undgår vi, at det skaber afstand mellem os? OaseMag er taget på besøg i Kvaglund kirke ved Esbjerg for at blive klogere på brobyggeriets udfordringer og velsignelser til det gode liv i menigheden.
Lige til højre for Kvaglund kirke er en lille brostensbelagt sti. Følger man den om bag kirken, mødes man af en aflang bygning, en barak, som ligger for sig selv på en lille bakke. Den ser ikke ud af meget, men tag ikke fejl; bygningen er samlingspunkt for historier, religioner og kulturer fra hele verden. Det er Det Internationale Hus.
”Det er det neutrale rum” fortæller Inge Skjølstrup, sognediakon i Kvaglund kirke. ”Her kan vi være sammen med alle vore forskelligheder. Fordi det ligger udenfor kirkens område, kan muslimerne gå derind uden at behøve at overveje, om de gør noget forkert. Her mødes buddhister, hinduer, muslimer og kristne med alle mulige etiketter og snakker sammen på kryds og tværs. Den ene religion er ikke mere fremtrædende end den anden. Men hvis du går ind i kirken, så skal du regne med at du får ”full-on” – så er det Jesus, der bliver forkyndt.” griner Inge.
I Kvaglund kirke er det tværkulturelle arbejde en stor del af menighedens identitet og virke. ”Sognet her er multietnisk. Der er over 40 forskellige nationaliteter repræsenteret på de cirka 4000 borgere, der bor her.” fortæller Peter Sode Jensen, som er stiftspræst ved Kvaglund kirke for Folkekirkens Tværkulturelle Center i Ribe Stift (FTC). FTC arbejder med at brede erfaringerne fra Kvaglund ud i hele stiftet.
Det skorter ikke på tilbud målrettet sognets etniske sammensætning. I Det Internationale Hus tilbydes både sprogcafé, international mandeklub og kvindeklub. Der arrangeres endagsture og lejre, og hvert halve år er der kvindefest med fint tøj, god mad og dans fra hele verden.
Det kræver lidt opfindsomhed
I dag er det tid til den ugentlige kvindecafé. Inge gør klar, sørger for brød og frugt og laver kaffe og the. Praktikanten kunne ikke komme. ”Vi har ofte praktikanter med anden etnisk baggrund. De kommer fra kommunens integrationshus, og også nogle gange fra asylcentret.” forklarer Inge. ”Det tager jo noget tid.” uddyber Poul Martin Aalling Nielsen, som er tværkulturel medarbejder i FTC med base i Kvaglund kirke. ”Fordi vi er kirke, går der en del tid med at snakke med praktikanterne. Men hvis ikke vi kan lave relationer, kan vi lige så godt lade være med at lave noget som helst.”
”Det er der, hvor vi er på lige fod, at kulturmødet fungerer.” siger Inge. ”Et skridt på vejen er at opleve, at her er der en opgave til mig. Der er ikke nogen, der har lyst til altid at være den, der skal modtage hjælp.”
”Det kræver nogle gange, at man er lidt opfindsom, kan gribe situationen og finde på noget at gøre sammen med praktikanterne. I folkekirken er det en opgave for os at finde på de opgaver, som folk kan hjælpe med.” fortæller Poul Martin.
I hverdagen overser vi let succeserne
Da snakken falder på positive oplevelser med det tværkulturelle, er der masser af guld i gemmerne. ”I min kirkefamilie (red. mellemstort fællesskab/klynge) havde vi på et tidspunkt fire hovedkirker repræsenteret: katolsk, ortodoks, pinse og den lutherske kirke. Jeg var vildt duperet af det.” siger Poul Martin. ”Vi kunne være sammen i det tværkulturelle, for vi kunne alligevel ikke diskutere de store teologiske spørgsmål på grund af sprogbarriererne. Vi snakkede lidt Jesus-snak, så meget vi kunne, og var fælles om det centrale.”
”Som ny i kirken ser jeg, at der er meget mere godt, end der måske italesættes i dagligdagen, hvor udfordringerne fylder. Jeg ser det internationale repræsenteret ved gudstjenesterne. Vi kunne da godt ønske os, at der var mange flere, men de er der dog.” fortæller Peter, som først kom til sognet lige før sommer. ”Der er en ansat med anden etnisk baggrund. Bare det er jo mileskridt foran mange andre menigheder.”
”Ja, vores kirketjener Sat Matsalou er en af vores succeshistorier. Han startede med at komme i mandeklubben og blev meget glad for det fællesskab, han fik der. Hvis vi mener noget med, at vi gerne vil være kirke for flere kulturer, så må det også afspejles i medarbejderflokken.” slår Jakob Wilms Nielsen, præst i Kvaglund kirke, fast.
Kontakten strander
I kvindeklubben begynder de frivillige at ankomme. De fleste af dem kommer for at undervise i dansk. ”En stor del af at lære sproget er at have et forum, hvor man kan prøve det af; at man har nogen at snakke med.” fortæller Inge.
Der hilses varmt på alle, som kommer. Inge giver kram, kvinderne går rundt og giver hånd eller et klem på skulderen. Folk tager sig en kop kaffe og lidt mad og sætter sig ved langbordet. Men så sker der det, som så ofte sker. De etnisk danske samler sig i den ene ende, og dem med anden etnisk baggrund sidder i den anden. Forsøg på kontakt strander på manglende fælles sprog.
”Der skal vildt stor tålmodighed til.” forklarer Poul Martin. ”Det går bare langsommere, og sommetider er det noget værre vrøvl, der bliver sagt. Det er jo ikke af ond vilje eller fordi man ikke vil. Man sidder der og spørger, men forstår ikke hinanden. Det kræver oplæring og tålmodighed af os danskere. Man skal have det der missionssind: ”Jeg VIL simpelthen bare være sammen med det menneske der!”.”
”Det er vigtigt at spotte brobyggerne, udruste dem og opmuntre dem.” siger Peter. ”Jeg kan bedst spotte dem under kirkekaffen. Hvem er det, der reelt forsøger at sætte sig hos nogen, der ikke er deres egne? Hvem rækker ud? Hvem siger ”Jeg vil så gerne, men jeg ved ikke hvordan”? Dér er en brobygger, der blot mangler lidt udrustning.”
”Det er vigtigt ikke at give op.” uddyber Inge. ”Der hvor man tænker, at det ikke kan lykkes, at man ikke kan snakke med dem, så bliv ved. Gør det alligevel. Bare det at smile til hinanden er også vigtigt. Det er skridt, der skal tages sammen, før man kan blive venner.”
Gud krydser også grænser
”Man kan lære noget om, hvem Jesus er, når man krydser grænser. Gud krydser grænser for at nå os.” siger Jakob. ”Hvis vi skal forny centrum af menigheden og skabe en kultur, hvor mennesker tænker sig selv som kirke, fremfor nogen der går i kirke, så skal fornyelsen komme fra den missionale frontlinje – der hvor Gud er i gang med at nå de udsatte og dem, der har det svært.”
”Der ligger en velsignelse og en vitaminindsprøjtning gemt til os i det arbejde.” supplerer Peter.
Efterhånden som flere kommer til kvindeklubben, blødes grupperingen op. Bordet fyldes, og efterhånden går snakken om blandt andet bryllupstraditioner i forskellige lande. Imens blander én af kvinderne hennafarve til dagens aktivitet, som står på skønhedspleje.
”Fortællingen om det tværkulturelle arbejde i Kvaglund er en eventyrlig god historie.” runder Peter af. ”Der er mange bump på vejen, men det betyder ikke, at det ikke er en fantastisk vej at gå.”
5 gode råd til dig, der vil være brobygger
Rådene kan bruges uanset om du vil bygge bro over forskelle i kultur, sprog, sociale hierarkier, politiske holdninger, tro eller syn på børneopdragelse.
1. Hav et åbent sind og vær nysgerrig på, hvem det andet menneske er.
2. Vær tålmodig. Ting tager tid, ikke mindst relationer og gensidig forståelse.
3. Gå ind i relationen for at bygge venskab – ikke for at få den anden over på ”din side”.
4. Led efter ting at gøre sammen.
5. Bed for dem, du gerne vil bygge relation til. Gud arbejder for os, og vi kan lægge os i hans slipstrøm.
BONUS tip:
Hvis dit hjerte, din omgangskreds eller dit lokalsamfund er fyldt af muslimer, er kurset ”Friendship First” fra den britiske organisation Mahabba et godt værktøj til at forstå islamisk kultur og møde muslimer i øjenhøjde uden uforvarende at træde ind over kulturelle tærskler. Tag kontakt til FTC, hvis du vil vide mere.
