Et afrikansk ordsprog siger, at det kræver en hel landsby at opdrage et barn. På samme måde kræver det en hel menighed at opdrage et barn i den kristne tro. Men hvordan gør en hel menighed det ? Med erfaringer fra Løsning-Korning sogne deler sognepræst Henrik Højlund sin inspiration til, hvad man som kirke kan gøre for at bevidstgøre forældre om rollen som kristne opdragere.
Kirkens rolle i forældres oplæring af børn omfatter stort set alt det, en menighed tilbyder af muligheder for børn og forældre. Klubber og klynger i alle mulige afskygninger, helt fra baby til teen. Jeg vil tage udgangspunkt i et specifikt område af dette – nemlig det, der er tæt knyttet til dåben.
I Løsning-Korning sogne har vi fokus på, hvad man kan gøre for at bevidstgøre forældre om rollen som kristne opdragere. Horisonten for denne problemstilling er i høj grad den store gruppe af forældre, der relativt ‘bevidstløst’ får døbt deres børn. Dem er der flest af i folkekirken. Forældre, som får deres børn døbt ‘af tradition’ – som de gang på gang svarer, når jeg spørger dem om, hvorfor de gerne vil have deres barn døbt. Der kan sagtens følge andre begrundelser med.
Dåb og Gud er i manges bevidsthed forbundne størrelser. Men bevidstheden om at styrke denne forbindelse i barnets liv, også efter dåben, er ikke stærk. Det skal vi hjælpe til med som kirke.
Forældreinspiration gennem dåbspraksis
I Løsning-Korning gør vi det på følgende måde: Når en fødselsanmeldelse løber ind, sender vi en invitation til dåb og dåbsaften til de nybagte forældre. Vi lægger op til en totrinsraket i forbindelse med dåb. Præstens besøg i hjemmet er det ene trin. Dåbsaften det andet.
Vi udtrykker en forventning om, at man i det mindste ved første dåb tager med til en dåbsaften, uden at vi kan gøre det obligatorisk. Vi befinder os jo i den kravløse folkekirke. Vi har 3-4 af disse dåbsaftener om året, så deltagelsen kan ligge både før og efter dåb. Vi har gode erfaringer med at få folk med, og jeg tror, at vi ligger et godt stykke over 50 procents deltagelse for førstegangs døbende. En sådan aften varer to timer og består af middag, almindelig præsentation og introduktion, kort, basal kristendomsundervisning (jf. trosbekendelsen, som de siger ja til på barnets vegne), en forælder fra menigheden, der fortæller om deres praksis omkring bøn, andagt, bibel osv. med børnene derhjemme, og en sognemedhjælper, som fortæller om kirkens tilbud til børn.
Præstens samtale i hjemmet handler om selve dåbsritualet, om navne og noget mere om dåbens mening og opfølgning.
Selve dåbshandlingen er også oplagt til at tydeliggøre det kristne opdrageransvar. Det kan gøres med mange små midler. Dåbslys og børnebibel som gave ledsaget af ord om betydning og praksis. Man kan føre forældre og faddere ind i procession med processionskors forrest – til menighedens fællessang – og derved give dem en fornemmelse af, at dåben er en markant kristen handling med stor festivitas lige midt i menighedens fællesskab. Man kan byde dåbsfamilien særligt velkommen, tage dem med i kirkens forbøn, for alt i verden beholde dem inde under hele gudstjenesten, så de blandt andet kan møde en menighed bagefter, der ønsker dem tillykke. Ved dåbshandlingen kan man invitere forældre og faddere til at lægge en hånd på barnet, mens alle beder fadervor, eller en fadder kan bede en formuleret bøn højt for barnet.
Efter dåben
Når et barn er blevet døbt her, bliver det automatisk meldt ind i en ‘dåbsklub’, som betyder, at der de første fire år efter dåbsdagen kommer en fra menigheden ud med en dåbshilsen plus en lille bog. Femte år får alle dem, der blev døbt for 5 år siden en invitation til familiegudstjeneste, hvor de får en lidt større gave, typisk en cd med kristen børnemusik – og bandet medvirker måske ved gudstjenesten. Denne del har vi ikke haft den store succes med. For få af de indbudte kommer til gudstjenesten. Endda selvom vi har eksperimenteret med at sende cd’en eller dele af den ud på forhånd – som lokkemiddel for at komme og høre bandet.
Det giver mening
Vi leder stadig efter den gode nøgle i forbindelse med dåbsopfølgningen. Kun få år efter dåb vil mange sekulariserede danskere have mistet ganske meget motivation, uanset at de omkring dåbstidspunktet var meget positive overfor vores initiativer.
Vi får også mailadressen fra dåbsforældrene og sender mail ud til dem med invitation til familiegudstjenester ca. 4 gange om året. Heller ikke her kan vi melde om den store succes med hensyn til deltagelse ud over de bevidst kirkelige børnefamilier.
Selvom succesen ikke altid er meget synligt målbar, giver det stadig mening at gøre disse ting, fordi vi tydeliggør, at dåb handler om et helt liv. Den pointe skal i hvert fald stå bøjet i neon. En (folke)kirke, som døber løs, skylder i den grad at være tydelig overfor forældre om det ansvar, der følger med dåben. Ellers vil den kirke med rette kunne beskyldes, af for eksempel ikke-barnedøbende kirker, for at skille dåb og tro ad. Og så må vi i øvrigt hele tiden arbejde på, hvordan vi kan optimere indsatsen, så også frugten bliver synligt større.
„Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand“, sang Brorson allerede i 1700-tallet, salmebogen nr. 347. Det kan vi stadig synge med på. Men vi vil ikke kun synge klagesange, vi vil også handle. Og mulighederne er mange !
Brug det, I har
Heidi Knudsen fra Klyngefællesskabet i Esbjerg giver konkrete eksempler på, hvordan et lille fællesskab kan fokusere på og bruge sine muligheder, fremfor at lade sig begrænse af mangel på ressourcer.
Størrelsen på det kristne fællesskab er ikke det afgørende for, om der er gode eller mindre gode muligheder for at inspirere forældre til en levende tro derhjemme.
Ved juletid
I julegave fik alle børn og familier en lille gave. En sten med et krokodillenæb på. Heri kan børnene sætte det bibelvers, som de får om søndagen i klyngens børnekirke. Der blev samtidig givet idéer til alle forældrene i klyngen om, hvordan denne lille gave kunne stå et sted, hvor familien samles og børnene på skift kunne vælge, hvad der skulle sættes i denne. Det kunne for eksempel være et minde om noget, der havde talt til børnene fra BørneOase på SommerOase eller personer, vi specielt havde på hjertet og ønskede at bede for som klynge eller familie. Alle ting, der havde til formål at hjælpe os til at vandre sammen som disciple i familien.
Ensartet sprog for børn og voksne
Vi har brugt undervisningsmateriale fra BørneOase på SommerOase 2015, hvor der er et fint og forståeligt redskab for børn om, hvordan vi kan følge Jesus gennem tro og handling.
Efter at have arbejdet med dette nogle gange i børnekirken, fik børnene illustrationen med hjem, så det efterfølgende kunne bruges hjemme i familierne.
Dette gav også en god forståelse og samhørighed på tværs af familiens medlemmer, da forældrene i samme periode havde arbejdet med samme emne. Det er en rigtig god idé med et børnesprog på det, som de voksne arbejder med.
Tydelig kommunikation til forældrene
Vi bruger både en facebook gruppe og sms til at informere forældre om, hvad der sker eller skal ske i børnekirken.
Hent inspiration fra andre
Lederne fra børnekirken deltog på Børne- og UngdomsOases inspirationsdag i april, hvor vi modtog en masse god viden og inspiration til, hvordan vi forældre er gode samtalepartnere for vores børn. Efterfølgende inviterede vi alle forældre i klyngen til at (gen)se oplæggene fra dagen efterfulgt af erfaringsdeling og idéudveksling til, hvordan vi kunne omsætte det i egne familieliv. Vi besluttede, at drengene skal med fædrene på weekendtur i det fri og pigerne i sommerhus med mødrene. Formålet er, at vi om aftenen omkring bålet eller med mudder masken i hovedet, vil forsøge at dele livet som discipel ud fra vores erfaringer og samtidig invitere børnene over på vores side af broen.
Det er utrolig godt for os som klynge at danne et fælles sprog om det at følge Jesus som familie og støtte hinanden i den store opgave det er som forældre at gå foran.
De små og hverdagsnære situationer betyder meget og er måske de allerbedste muligheder, vi har for at give troen videre. Vi har brug for hinanden til at få øje på dem !
