Søg ind i stilheden

Det er det værd

I en tid med digitale medier og lange arbejdsdage kan det være svært at afsøge pausen, som særligt kan rumme roen og stilheden. For Søster Susanne er det en anden sag. Med et velbesøgt retrætecenter vejleder hun danskere ind i det stille rum, dér hvor de ikke behøver at præstere eller tænke komplekse tanker.

Det var den bedste dag, da jeg skulle forære alle mine ting væk.

’’Den bøn vi kender allerbedst, det er nok forbøn, det er tankebøn, det er lovprisning. Det er også en form for bøn, og det er fint. Men når vi har den indre, stille bøn, så er det med at prøve at lukke munden, lukke af og give slip. For at kunne åbne op for alt det, som Gud gerne vil vise os og give os,’’ pointerer hun.

For Skt. Joseph søsteren kom tjenestekaldet forholdsvis sent i 30-års alderen, og hendes omgangskreds reagerede med overraskelse på beslutningen, men Søster Susanne fastholder, at hun har fået meget mere, end hun har givet afkald på: ’’Jeg kan ikke bare gøre som jeg synes. Hele tiden skal det være i dialog med Gud og mine foresatte. Men til gengæld vil jeg sige, at det var den bedste dag, da jeg skulle forære alle mine ting væk. Det eneste jeg beholdte var min guitar, mit tøj og et par bøger’’.

I stilheden kommer du ind til dig selv, og derinde møder du Gud.

I stilheden finder du Gud

Det kan lyde mærkværdigt, at man skulle glæde sig ved at give afkald på det, vi betragter som værende normal livsstil, men Søster Susanne er ikke i tvivl. Hun føler sig tættere på Gud i stilheden. ’’I stilheden kommer du ind til dig selv, og derinde møder du Gud. Og hvis vi gerne vil være i relation med Gud, og det er jo det, som det hele handler om, må vi lytte til, hvad han siger til os eller fornemme os frem til det.’’

Skt. Josephs søsterorden har med sin baggrund i kirkefaderen, Ignatius, fokus på at bruge hele kroppen i sin relation til Gud, og det er bl.a. det, der præger retrætecentret ved Øresund.

’’Ignatius opmuntrer os til at bruge vores sanser – øjnene, ørerne, lugtesansen og følesansen. Altså vi skal prøve at give slip på, at det er ikke mig, der skal have en hel masse tanker om, hvordan jeg skal bede. Jeg skal være stille og lytte med hjertet. Prøve at åbne mig for det, han gerne vil sige til mig.’’

Men stilheden er ikke en selvfølge, end ikke for Søster Susanne. Det er ifølge hende en vane, man skal opøve. Hvis man kan få det til at passe ind i ens rutine, kan det også hjælpe: ’’ At man står et kvarter op før tid og så har jeg min stilletid på det tidspunkt eller jeg bevidst gør det om aftenen inden jeg lægger mig til at sove. Det er godt at det er den samme tid, for ellers løber det ud i sandet.’’