Helligånden som Guds nærvær

For Peder Poulsen er Helligånden Guds nærvær, men Helligånden er også den del af treenigheden, der ’afklæder’ os, så vi står helt afmægtige foran Gud. I den afmagt kan vi komme ind i en dybere relation til Ham.

– Jeg opfatter Helligånden som Guds nærvær. Helligånden er erfaringsdimensionen i treenigheden, fortæller Peder Poulsen. Han forklarer med et billede :

– Lyset fra solen bringer på en måde solen til os.

Og septembers solskin står virkelig ind gennem vinduet i Peders samtalerum. I starten af samtalen havde vi fem minutters stilhed, vi talte lidt løst og fast for at komme hinanden ved, og så endte Peder med en bøn. Da jeg stiller ham spørgsmålet om, hvordan Helligånden som erfaringsdimension helt konkret ser ud, går det senere op for mig, at netop starten på vores samtale måske var et eksempel herpå.

Fra kirkeaktivist til mystiker

Peder voksede op uden en særlig bevidsthed om Helligånden som aktivt nærværende.

– Det lå i det pietistiske at vi skulle erfare Gud, jeg fandt bare aldrig ud af det.

Meget af hans uddannelse i teologi handlede blandt andet om dogmatik og viden, så der var en prægning i den retning. Efterhånden skete der et skift fra at have det i hovedet til i ånden. Erfaringsdimensionen er kommet over flere omgange, fra han blev omvendt som 23-årig. Det oplevedes som en barnekårets ånd; det at blive knyttet til Gud som et barn bliver knyttet til sine forældre :

– Sådan forbinder ånden mig med Gud, så Gud bliver den himmelske forælder. Vi skal fødes på ny, men også fostres, altså vokse op hos Gud på ny.

I starten af sit trosliv blev Peder grebet af at skulle ud med budskabet; han havde fået en retning med sit liv. Han blev en ’kirkeaktivist’. Senere er den mystiske del af Helligånden blevet større for ham, og der er sket en udvikling i hans åndelige liv, hvor relationen er blevet uddybet efterhånden.

– Jeg er vokset op med en skelnen mellem det hellige og det sekulære. I stedet for at frelse mig fra den her verden, så forener Helligånden skabelsen og mig med den. Gud har ikke skabt mig til verden, for at jeg skal ud af den. Gud er i alle ting. Jorden er ét stort sakramente.

”Han har jo ikke noget på !”

Peder Poulsen var i sin tid med i gruppen af mennesker, som formede DanskOase. Han fortæller, at den karismatiske fornyelse startede som en vækkelse, en åndsudgydelse, og det forekom som en bred bevægelse, der fik indflydelse i mange kirkesamfund. Denne vækkelse blev struktureret i målsætning og blev gjort mere operationel :

– Jeg var jo en af dem, der var med til at gøre den mere operationel. Vi begyndte at tænke i kirkevækst, og at den skulle være mere konfessionel. Det har muligvis været med til at tæmme den.

Peder pointerer, at han bestemt er tilhænger af erfaringer af Gud, men at det at blive forankret i treenigheden godt kunne være en udfordring til os i DanskOase :

– Vi vil gerne bygge en kirke med Guds hjælp. Men Gud vil i stedet kalde mennesker ind i en vandring, hvor vi formes, hvor vi opgiver at tro, at vi kan få det her til at køre. Kirke er noget, vi får givet. Noget der var forud for os som en gave, vi har modtaget.

På den måde skal vi passe på, at det ikke handler om selve kirken, så vi bliver partier i stedet for disciple. Her peger Peder på fordybelsesdimensionen, hvor Helligånden netop ’afklæder’ os og gør os sårbare.

– Vi synes, at vores styrke er vores styrke, men det er i afmagten, at nøglen til livet ligger.

Peder ler, mens han kommer i tanke om, at det minder om Kejserens nye Klæder :

– Han har jo ingenting på.

Afmagten i Gud punkterer alt det, der står udenom : image, ambitioner, evner og talenter. Dermed skal vi altså lade os kunne punktere og indse, at værket aldrig har været vores – at give slip er en åndelig kvalitet. Peder udfordrer os altså, som bevægelse, men også som mennesker, til at give slip og lade Helligånden føre os ind i en dybere relation til Kristus.

– Det er der, at jeg ikke har ord. Jeg er åben for Ham, og Han må sige, hvad Han vil.

Åndens ledelse

Hvordan leder ånden dig ?

– Ånden leder til fattigdom. Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres.

Ånden fører ind i en slags afståelse af magt, mener Peder.

– Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus i mig. Ikke sådan at jeg ikke er til, men jeg er forankret i treenighedens egen eksistens og ikke i et liv adskilt derfra.

Ånden fordrer menneskets undergang, på den måde at vi skal blive større i Gud og mindre i os selv.

– Min egen bevidsthed kan ikke forstå Gud. Jeg skal overgive mig til kærligheden, som kan rumme paradokset. Det handler om ikke at have Gud som en sag, men som et vilkår. Ligesom tyngdekraften – jeg kan ikke melde mig ud af tyngdekraften. På samme måde er det med Gud.

Helligånden er for alle mennesker, vi skal blot træde ind i det forhold, som der tilbydes os.