På fotoet ses børn fra Fyns Valgmenighed. Fotograf: Emilie Bak Toldam.
Artiklen er fra 2015.
”Naaaa”, lød det højt, ud for min hovedpude i morges, klokken “en time for tidligt”. Det var min yngste søn, Jonathan, der ville i kontakt med mig. Noget insisterende i tonefaldet fik mig til først at åbne et øje på halvt, men hans udstrakte hænder fik mig straks helt på højkant. Det var mine briller, han stod med i hånden. Jeg måtte have glemt at ”sikre” dem på en høj hylde, inden jeg gik i seng – i det tilfælde, at han skulle tage sig en uledsaget morgen-springtur i huset.
Det er ellers næsten blevet en stensikker vane. Sammen med at lukke alle døre efter sig og flytte knive, slik og andet forbudt for børn under 12 år. Min elskede og jeg siger tit til hinanden : ”Vi skal huske, det kun er en fase”. Og som jeg i morges så på min søn, der stolt rakte mine briller frem mod mig, i fedtet men hel og ubøjet tilstand, tænkte jeg, at ”flyt-briller”-fasen måske snart er ovre.
Det slog mig, da jeg satte mig for at skrive denne artikel, at Jonathans ”naaaa” fra i morges, kan bruges til at sige det, jeg har at sige om børn og Helligånden. Nemlig, at børn fuldt og helt får Helligånden som gave ved dåben. De flytter så at sige dér ind i Helligåndens hus. Men det er et hus med mange rum og mange ting på bordene, som de kun stykkevis vil vokse sig modne nok til at håndtere. Præcis hvornår et barn kan håndtere briller på bordet, køkkenknive i hånden og så videre, kan vi ikke stille rigide regler op omkring. Vi finder heller ikke endegyldig vejledning om det i Skriften. Vi må bruge vores indføling, kærlighed og visdom, og langsomt lade børnene vokse til i det hus, de fuldt og helt tilhører fra dag 1, men altså kommer til at bruge et liv på, at lære at kende.
Lad os lige prøve at sige det én gang mere : Hvis vi har en forståelse af Helligånden som en del af troen, der først gives i teenageårerne på en lejr i en sen nattetime, tænker vi alt for lavt om Guds nærvær hos den, Gud i dåben har gjort til sit barn og oprettet en pagt med.
Og modsat : Hvis vi ikke har sprog for en gradvis vækst og modenhed i troen, tænker vi alt for lavt om det, at være et barn af Gud, der som vintræets grene er sat til at bære vintræets frugter.
Hovedpointen er altså, at der er en dobbelthed i ”Helligåndens hus”. På den ene side lever børn hverken mere eller mindre fyldt af Helligånden end voksne i troen. De er, som vi, ved dåb og tro blevet en fuld og hel del af Helligåndens husstand : menigheden. Men samtidig begynder der en modningsproces, hvor barnet lærer livet med Helligånden dybere at kende med alt, hvad det indebærer af frugt og beskæring.
Præcis som der også gør det i forhold til Gud som far, hvor den voksne tro må lære tillid til Gud som far på trods af livets slag. Eller Gud som søn og herre, hvor den voksne tro må modnes til at forstå, hvad det fx betyder ”at tage sit kors op” i efterfølgelsen.
Hvornår og hvordan sker den modningsproces ? Hvornår skal man lære sit barn om Helligåndens gaver og fylde ? Ja, vi finder altså ikke nogen ”børnelov” om Helligånden i Skriften. Men hvis vi begynder med at indse, at børn kvit og frit, helt og aldeles altså er i Helligåndens hus ved dåb og tro, har vi heller ikke brug for nogen lov. Så er en blanding af visdom og kærlighed, tilsat lidt nysgerrighed, mere end nok til at lære, at færdes frit i huset ”fase for fase”, når tid er.
