Vi kan ikke give troen videre
I forbindelse med BUO-dagen i marts 2019 afholdt Beate Højlund et seminar med titlen ”Tro om spisebordet”. Beate Højlund er 93 år, mor til 7, og bedstemor og oldemor til en hel del flere. Gennem sit liv har hun været lærer, præstekone og er forfatter til flere bøger, blandt andet familieandagtsbogen ”Bibelen hver dag”, og hun brænder for, at børn må vokse op og lære Gud at kende.
På dagen byder Christoffer Højlund, præst i Fyns Valgmenighed, Beate velkommen med et ”Dejligt at du ville komme, farmor”, og man får et lille glimt af, hvordan arven fra Beate har bredt sig gennem familien, og hvad vi skal opleve denne forårseftermiddag. Det er ikke en række teorier, men et langt livs levede erfaringer, der skal gives videre på blot en times tid.
Vi kan ikke give troen videre
”Dette er mine erfaringer på godt og ondt.” indleder Beate med en stemme, der fortsat synger af sin norske oprindelse. ”Det, der ligger alle kristne forældre på sinde er, hvordan vi skal give troen videre til vores børn – og det siger jeg med det samme: Det kan vi ikke! Det er kun Ånden, der kan give mennesker tro, men vi kan lægge bålet til rette. I vores iver prøver vi måske at bygge et stort bål, men hvordan begynder vi med alle ting? Vi begynder med det allermindste, det helt usynlige, og så vokser det.”
Beate fortæller om engang, da hun skulle passe sit første barnebarn, få måneder gammelt, og da drengen er lagt i seng, ligger han og kigger på hende med store øjne. ”Det kunne ligeså godt blive til tårer som til noget andet.” mindes hun. ”Men jeg vidste, at forældrene plejede at synge ”Nu lukker sig mit øje” sådan som jeg selv havde sunget for mine børn, og så begyndte jeg at synge. Da bryder den lille dreng ud i et stort smil, smækker hænderne sammen, og så faldt der ro på ham.
”Vi kan begynde så tidligt som muligt med at opbygge noget, der er trygt og godt for børnene og langsomt lægge lidt mere brænde på bålet.”
Børn forstår ikke på samme måde som voksne
”For nogle år siden, da jeg kiggede i nogle gamle bøger nede i kælderen, faldt jeg over den andagtsbog, som blev brugt i mit barndomshjem i Bergen, hvor min far var præst. Det var spændende at se, hvordan den var, for jeg huskede ikke noget som helst af den. Jeg kiggede i den, og den var så lidt børnevenlig som noget kunne være. Selv i dag ville jeg ikke få noget ud af det.” fortæller Beate til stor morskab for forsamlingen, der nok kan genkende situationen.
”Hvad fik jeg ud af andagten dengang? Ikke et eneste ord med mit hoved – det er helt klart. Og heller ikke til min sjæl – det er ligeså klart. Men hvad fik jeg så ud af det – for jeg fik noget ud af det.” siger hun. ”Jeg oplevede, at der var noget over mine forældre; noget, som mine øverste autoriteter måtte bøje sig for. I min fars bøn – som absolut heller ikke var for børn – fik jeg fornemmelsen af, der var noget, han måtte vise ydmyghed.”
”Som voksne kommer vi til at overføre vores måde at få noget ud af det til børnenes måde, men det er helt, helt anderledes for dem. Børn sanser mere, end de opfatter med intellektet. De forstår med deres fornemmelser. De sanser, hvad der præger hjemmet og forældrene. Er det materielle ting? Hvordan tales der om andre – er det med negativt fortegn eller med overbærenhed og velvilje?”
”Drop spekulationerne over om det er pædagogisk nok, og om børnene forstår.” siger Beate. ”Det, der er nødvendigt for dem, er oplevelsen af, at der er noget over os. Nogen, vi kan være trygge hos; nogen vi kan sige tak til; nogen vi skal synge lovsange for. Det er ikke mislykkedes, hvis ikke de har forstået det med hjernen.”
Vi har brug for søndagen
Beate fortæller om en tid, da de boede på Nørrebro og hver søndag tog deres syv børn med i kirke. Det mødte de megen undren over, både fra mennesker i sognet, men også ind i mellem fra børnene selv. ”Min søn spurgte en dag: ”Hvorfor skal vi gå med i kirke? Der er ikke nogen fra vores klasse, der går i kirke.” Jeg svarede: ”Der er 168 timer i en uge – synes du, det er for meget at bruge én af dem på at takke Gud for alt det, han giver os i ugens løb?” Og næh, det var det ikke.”
”Jeg husker fornemmelsen af, at om søndagen var der TID.” fortæller Beate om sin egen opvækst. ”Tid til gåture, til familien, til alt muligt. Det var ikke noget strengt, at man ikke skulle arbejde; det var frihed og tid.”
”I vores tid har vi sat en streg over buddet om hviledagen, men det er en stor fejl, for er der noget, vi har brug for i vores forjagede dage, er det søndagen. Sæt noget ind på, at søndagen får lov til at være hviledag, helligdag og Herrens dag.”
Spring ikke over jeres eget andagtsliv
Til slut tager Beate en fortælling frem fra familiens tid på Færøerne. Hun fortæller om, hvordan hendes mand ofte blev spurgt om at dele tanker og ord om Gud, og hvordan hun undrede sig over, at hun aldrig blev spurgt til at holde sådan en andagt. En dag blev hun endelig spurgt: ”Men så opdagede jeg, at jeg var helt tom. Jeg havde forsømt min egen tid med Gud, så der var ikke noget at tage af. Jeg sagde ja til opgaven og holdt en andagt, men det var noget snik-snak, noget kristeligt snak, for jeg kendte opskriften.” siger hun ærligt. ”Jeg havde andagt med familien og med min mand, men ikke selv. Siden har jeg ikke turdet forsømme at være Gud nær hver dag. Jeg blev dengang klar over, at jeg selv må stå ansigt til ansigt med Guds ord. Bibelen er et kærlighedsbrev, og Gud vil sige mig noget godt hver dag, måske en lille formaning, måske vil han ruske lidt op i mig. Men Guds ord hver dag – det vil jeg ikke gå glip af.”
”I må ikke springe over jeres eget andagtsliv. Det må ligge som bunden under det hele. Det er ikke nok med familieandagten – vi må selv være stille for Gud, men det er ikke et spørgsmål om, hvor lang eller kort tid det er, men at vi hver især står for Guds ansigt hver dag.”
”Lad derfor det sidste, jeg ville sige, og som jo ikke handler om børn, blive det første.” runder Beate Højlund af og efter et øjebliks stilhed, hvor ordene synker ind, bryder bifaldet løs.
Efterfølgende er der tid til spørgsmål, og nogle får også signeret deres eksemplar af én af Beates bøger. Det er tydeligt, at Beate Højlunds arv rækker langt videre end den, hun har givet til sin egen familie, og også denne eftermiddag har vi fået del i hendes visdom, der kommer af et langt livs bankende hjerte for børn og for Gud.
Læs mere fra BUO:
Hvad er hellighed?
Hellighed er et begreb, du vil møde i Oase gennem 2024. Det er nemlig årets tema. Men Hellig er lidt et tungt ord, og hvad betyder det egentlig?
En hyldest til det uperfekte forældreskab
Forældreskabet er under pres. Kulturen påvirker os og sætter forventningerne højt. Læs Heidis ærlige beretning om moderskabet, og hvordan presset kan vise sig.
Hvad er faste?
Hvad er det lige faste er? Hvordan hænger det sammen med fastelavn? Og hvorfor varer den helt til påske?
Faste i familien – en tid til at løfte blikket
Få sat en ramme om fastetiden for familien, og bliv inspireret til, hvordan det kan se ud hos jer.