Forleden snakkede jeg med en mor til to små børn, som havde haft en virkelig dårlig morgen. Èn af den slags, som mange af os nok kender.
Det startede ellers med ro og god tid, men så greb tingene om sig. Akutte behov meldte sig på samme tid hos begge børn, og der var gråd og tændersskæren fra både børn og voksne. Den kære, skønne mor, som jeg kender som et meget tålmodigt og rummeligt menneske, blev til sidst så presset, at hun råbte og skældte ud.
Nu var hun ked af det og havde dårlig samvittighed. Det hele hobede sig op og tanker om at være en dårlig mor havde fået ny vind i sejlene i et presset barsels-sind.
Jeg kender det fra mig selv.
Jeg har de bedste intentioner. Jeg er tålmodig i konflikten og bærer over og løser og fixer og rummer. Lige indtil jeg ikke kan rumme mere og eksploderer i hovedet på mine unger. Jeg har det SÅ skidt bagefter. Er fuld af skyld og skam og tanker om, hvor lortet en mor, jeg er.
For jeg vil gerne gøre det godt. Jeg vil gerne være den bedste mor for mine børn. Ambitionerne er skyhøje, men idealerne slår sig igen og igen på virkeligheden.
Men hvad er ”den bedste mor” eller ”den bedste far”?
Er det virkelig den, der altid er i kontrol, kan holde egne følelser i ro hele tiden, og altid, altid er i stand til at sætte sit barns behov over sine egne?
Ja.
Det er godt at vise vores børn, hvordan selvkontrol ser ud. Hvordan det er muligt at holde hovedet koldt i pressede situationer, og hvordan det kan være nødvendigt at lægge egne følelser til side for at hjælpe andre. Vi kan være den rolige, trygge havn midt i stormen. Landingspladsen efter køreturen i følelsernes rutsjebane.
Men også nej.
Hvis vores børn voksede op, og aldrig nogensinde så os tabe fatningen, hvordan skulle de så lære at håndtere deres egne udfald? Ville vi ikke komme til at skabe et helt umuligt ideal for dem at leve op til?
Ville de vide, hvordan man håndterer det, når man kommer til at vade ind over andres grænser, hvis ikke de har set os tage ansvar for relationen og undskylde overfor dem? Ville de vide, hvad det vil sige at bede om tilgivelse og give tilgivelse, hvis ikke de har set det praktiseret af deres helt almindelige uperfekte forældre i et helt almindeligt uperfekt familieliv?
Jeg tror, at det er langt bedre for mine børn, at de ser mig modellere, hvordan jeg samler op og siger undskyld, når jeg er gået over min egen og deres grænse end, at jeg aldrig nogensinde overtrådte de grænser – for der er ikke nogen, der kan leve et helt liv med andre mennesker i det, uden at komme til at overskride grænser for god opførsel.
Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke fortsat skal øve mig på alt det gode, der er i selvkontrol og god opførsel. Det er ikke et carte blanche til at opføre mig lortet overfor min familie.
Det ønsker jeg jo heller ikke.
Jeg vil fortsat gerne gøre det godt. Ambitionerne er stadig skyhøje – men når jeg falder ned på røven fra dem, går jeg ikke i stykker. Ikke sådan for alvor i hvert fald. For jeg ved, hvordan jeg limer mig sammen igen, og jeg ved, hvordan jeg samler op på relationerne.
Og nogle gange, faktisk rigtig ofte, får jeg hjælp og mod (for ja, det kræver faktisk mod at indrømme at man har opført sig dårligt) til det fra min himmelske far, som har al den tålmodighed, jeg selv mangler.
