Helt ærligt, så er jeg vildt dårlig til skabe og holde rytmer, rutiner og gode vaner, både i mit eget liv, men også i familielivet. Til min egen overraskelse er det alligevel lykkedes mig at holde fast i aftenbøn med mine unger ved puttetid som en dagligt tilbagevendende begivenhed.
Men det er også noget, som jeg kæmper med. Dels fordi at jeg kan mærke, at mine ord og måde at henvende mig til Gud på bliver anderledes, når jeg beder højt med børnene. Jeg kan godt føle et stort pres for at bede godt og rigtigt og opbyggende for dem, og det ender med, at alt mit fokus er rettet mod dem, når jeg beder, i stedet for Ham, jeg rent faktisk henvender mig til.
Dels er det også udfordrende, fordi jeg ønsker, at bøn skal give mening for dem og være positivt, men bliver irriteret, når de ikke sidder stille eller snakker eller måske endda direkte forsøger at sabotere bønnen. Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, som har råbe-bedt Fadervor for at overdøve larmende unger? Eller som har afbrudt bønnen adskillige gange for at irettesætte et barn? “FADVER VOR – læg dig ned – DU SOM ER I – jeg sagde, læg dig ned – HIMLE – nej du skal ikke lege med lyssværd nu, og sluk for den spilledåse…” You get the picture?
Jeg har nok også været meget låst i min forståelse af, hvordan bøn med børn skal være og bare kopieret den måde, jeg selv er vokset op med det på uden at tænke nærmere over, hvordan jeg selv er som menneske, og hvordan mine børn er.
Men i løbet af de sidste par år har jeg forsøgt med nogle nye strategier, som ikke nødvendigvis har gjort alt smukt og perfekt, men dog har gjort aftenbønnen til en noget hyggeligere og mere meningsgivende tid, både for mig og ungerne.
Så her er tre tips til at bede med børn:
Bed med kroppen
Min yngste er knap to år og fra han var helt spæd, bad vi fadervor med ham ved puttetid. Det fungerede rigtig godt, indtil for cirka et halvt år siden, hvor tiden til aftenbøn udviklede sig til en fysisk kamp for at holde ham i ro, indtil der blev sagt amen.
Så stødte jeg på en gammel keltisk bøn, Sankt Patriks brynje, som jeg med inspiration fra I Mesterens Lys, omformede til en bøn til Jesus med bevægelser til:
Jesus over mig
Jesus under mig
Jesus foran mig
Jesus bag ved mig
Jesus ved min venstre side
Jesus ved min højre side
Jesus omkring mig
Jesus i mit hjerte
TAK Jesus
Bevægelserne giver vist sig selv – Maxi viser et par af bevægelserne vi bruger på billederne ovenfor. Når vi siger ”Tak Jesus” løfter vi armene højt op i luften, men jeg har også tænkt, at vi kunne knæle, holde hænderne åbent frem eller andet, alt afhængig af hvad man gerne vil signalere.
Nogle gange varierer jeg ved at sætte lidt flere ord på, f.eks.
Jesus over mig – du er min herre
Jesus under mig – du er mit fundament
Jesus foran mig – du viser mig vejen
Jesus bagved mig – du følger min færd
Jesus ved min venstre side – du er min bror
Jesus ved min højre side – du er min ven
Jesus omkring mig – du er min beskytter
Jesus i mit hjerte – du er mit liv
TAK Jesus
Det er bare eksempler. Jeg finder ofte på nye vinkler eller betydninger, som jeg knytter på, og lige nu er det jo primært for min egen skyld, for Mini fatter det ikke, men jeg tror, at Ånden rører ham alligevel.
Jeg holder også meget af, at vi retter bønnen til Jesus. Selv er jeg vokset op med at bede til Gud, og det er også, hvad der stadig kommer mest naturligt til mig, men jeg øver mig i at bede til hele Treenigheden med de nuancer, det skaber i mine bønner.
Alt i alt fungerer det en milliard gange bedre, at bønnen sker med kroppen for en knap to-årig, som ikke gider sidde stille i mange øjeblikke. Han har et bestemt hjørne, han vil stå i, når vi beder, så når jeg siger, at nu er det tid til at bede til Jesus, går han derhen og er klar.
Jeg har også brugt denne form med de to store, og de synes også, at det er meget sjovt, men der bruger jeg det mest som en variation. Her har vi til gengæld en anden tilgang, som vi jævnligt bruger med succes:
Hvisk til Gud
Mit næste tip er tyvstjålet fra Rachel Turner. Hun beskriver bla. denne tilgang bogen ”Tryg i mørket”.
Konceptet er, at jeg siger et eller andet, som børnene skal fortælle Gud om. De må hviske det ned i deres hænder eller ned i puden eller bare tænke det i hovedet, men de må IKKE fortælle det til mig. Det er kun noget mellem dem og Gud.
Det kan f.eks. være ”Fortæl Gud en vittighed” eller ”Sig til Gud, hvad din yndlingsfarve er”, men også emner om dagen ”Fortæl Gud noget om, hvad du har oplevet i dag” eller ”Fortæl Gud om engang, hvor du var bange”. Alt muligt. I ”Tryg i mørket” er der nogle konkrete forslag til hver af de små historier, der er i den bog.
Nogle gange vil ungerne rigtig gerne også fortælle mig, hvad de har sagt, og så får de selvfølgelig lov – efter de har fortalt Gud om det. Vi er også begyndt med, at man skiftes til at finde på, hvad vi skal fortælle Gud om, og så er jeg med og hvisker også til Gud.
Vi har snakket om, at det er lidt skørt, og at det nogle gange føles som om man bare hvisker for sig selv, men den snak brugte jeg som springbræt til at understrege, at Gud hører vores bøn, uanset om vi føler det eller ej.
”Hvisk til Gud” er en glimrende variation i bønnen sammen med ungerne, og det bringer dem meget mere på banen end normalt, når det kun er mig, der beder.
“Værsgo Gud”
Måske har I også prøvet at spørgsmålet ”Hvad skal vi bede for i aften?” pludselig formede sig til en laaaaaaang snak om alt muligt forskelligt, og tiden til putning er ved at være gået.
Når det sker, gør jeg nogle gange det, at jeg i stedet for at nævne alt, hvad vi har snakket om i en bøn, der nemt kunne blive lige så lang som samtalen, bare rækker hænderne frem og siger: ”Værsgo Gud. Du har hørt, hvad vi har sagt, og nu lægger vi det hele hos dig og giver slip.” Og så vender jeg hænderne og forestiller mig, at jeg lægger det i hans hænder.
Alt det her forklarer jeg naturligvis ungerne, inden jeg gør det, så de ved, hvad jeg laver.
Udover at det er en hurtig form for aftenbøn – og ja, det kan der altså godt være brug for – så understreger denne form, at Gud er med hele tiden og ikke bare ”aktiveres” i det øjeblik, vi henvender os direkte til ham.
Det var noget af det, som lige nu fungerer godt hos os. Men børn er jo meget forskellige (ligesom os voksne), og hvad der virker, ændrer sig hele tiden, så lad os endelig få flere ideer på banen.
Hvordan beder du med dine børn? Hvad fungerer godt hos jer? Hvilke udfordringer står du med omkring børn og bøn, og hvordan tackler du dem?
Dette indlæg blev oprindeligt skrevet til og udgivet på Børn i Pluralismes blog.
Topfoto: Annie Spratt på Unsplash
0 comments