”Stakkels børn”

Sådan lød en kommentar på Jakobskolens facebookside for et par uger siden, med henvisning til skolens elever. Jakobskolen er en kristen friskole, hvor mine egne børn går. De endte i mediernes søgelys, fordi skolen meldte afbud til en julegudstjeneste, hvor præsten var en kvinde.

Denne episode blev brænde på det bål, der allerede var tændt af TV dokumentaren ”Guds bedste børn”, som handler om, hvad der foregår i radikale kristne miljøer.

I dag afholder Børns Vilkår en konference på Christiansborg om ”negativ social kontrol”, baseret på en rapport, der konkluderer på 459 samtaler med børn fra forskellige religiøse miljøer.

Med andre ord, så er samfundets og mediernes øjne rettet mod kristne miljøer, kristen opdragelse og kristent forældreskab. Ofte et unuanceret øje, som ikke altid skelner mellem den usunde og sunde påvirkning af barnet. Som kristen forælder synes jeg, at det ligger lidt tungt i maven, fordi det anfægter noget af det vigtigste for mig: At give troen videre til mine børn.

Jeg tror, at jeg deler frygten for at udøve negativ social kontrol overfor mine børn med mange andre kristne forældre. Samtidig oplever jeg også bekymring omkring, hvorvidt jeg fratages retten til at udøve positiv social kontrol, som for mit vedkommende er funderet i et kristent livssyn. Herunder værdier, fortællinger og fællesskab, som er forankret i en sandhed udenfor mig selv og mine følelser. Det finder jeg vigtigt for, at mine børn kan udvikle en sund identitet.

Carsten Hjorth Pedersen giver i sin nye bog ”Påvirk med respekt” en model til forældre – og andre kristne opdragere, som jeg er blevet meget inspireret af. Den illustrerer, hvordan vi kan påvirke vores børn både tydeligt og respektfuldt i den kristne opdragelse. Model 1 er ”Intimisering” – der, hvor den voksne går for tæt på uden respekt for barnet.

Model 2 er ”Desertering” – der hvor den voksne, af frygt for at udøve negativ social kontrol, trækker sig og bliver relativistisk eller mangler påvirkningsvilje.

Model 3 illustrerer de ”legitime grænser”, som netop er vigtige at overskride, hvis vi som voksne vil påvirke med respekt. Den ene grænse er ”konfrontering”, som er viljen og evnen til at have noget på hjerte og turde gå tæt på med sit eget forbillede og ord. Være tydelig overfor barnet omkring egen tro. Den anden grænse er ”tilbagetrækningen”, som er en vigtig grænse den voksne må krydse efter, at den sunde konfrontering har fundet sted. Det er ikke meningen, at den voksne skal blive i konfronteringen og aftvinge et svar eller en reaktion fra barnet. Man skal vove at lade barnet være i fred og finde sin egen vej.

Jeg er selv i gang med at læse denne spændende bog, som netop er udkommet i denne uge og vil varmt anbefale den til alle kristne forældre.

I min velmente og kærlige intention om at give troen videre til mine børn oplever jeg, at det ligger lige for at insistere på sandheden. Jeg ønsker så meget for dem, at de må kende og erfare Gud, som ham der skaber, frelser og er nærværende i deres lavpraktiske hverdagsliv. Men jeg kan ikke opleve det for dem. De må gøre deres egen erfaring og jeg vil forsøge, at leve mit liv med Gud på en måde, så mine børn af egen fri vilje får lyst til at gøre det samme.

Hvad mener du er en sund påvirkning af barnet?

Dette indlæg blev oprindeligt skrevet til og udgivet på Børn i Pluralismes blog.