Vi har afleveret de to ældste på lejr i dag.
En kristen børnelejr, hvor de ikke kender en levende sjæl bortset fra en enkelt leder, som vi kender og holder af, og fra hvem vi har hørt om lejren.
Det er første gang for både Maxi og Midi, at de skal være så længe væk hjemmefra – i hvert fald hvor det ikke er nær familie, de skal være hos – og vi er naturligt nok ret spændte på, hvordan det kommer til at gå; om vi bliver hidkaldt i løbet af aftenen for at hente poderne, fordi de lider af hjemve.
Håbet er, at det bliver godt. At de får mulighed for at møde jævnaldrende, der har samme trosmæssige udgangspunkt som dem selv, og at de kan se, at selvom de i deres dagligdag i skolen er en del af et mindretal, så er de ikke alene. De er ikke mærkelige, anderledes eller forkerte.
Håbet er, at lejren bliver et åndehul, men også at det bliver et hul for Ånden.
Håbet er, at mine unger vil høre Jesus forkyndt på nye måder. At deres tro må blive udfordret og styrket gennem leg, bibeltimer, aktiviteter og fællesskabet.
Det er mit håb – og det er min bøn. Især denne første aften på lejren bliver der bedt igennem i mit hjerte, mens fjernsynet viser VM i fodbold, opvaskemaskinen brummer, og telefonen endnu ikke ringer og kalder os til undsætning for triste poder.
TAK til hver og én som lægger tid og energi i at lave lejre for børn og unge henover sommeren. Ved Guds hjælp gør I uendeligt meget mere, end I kan drømme om, når I favner, trøster, leger, fjoller, deler af jer selv, engagerer jer og investerer jer i vores unger. Tak!
Dette indlæg blev oprindeligt skrevet til og udgivet på Børn i Pluralismes blog.
Foto: Anna Samoylova på Unsplash
