For at forstå, hvad vi kan bruge Helligånden til i vores liv og familie, må vi vide mere om, hvem han er. Helligånden er den ånd, der boede i Jesus, mens han gik rundt her på jorden. Da Jesus forsvandt fra jorden, sendte han Helligånden til os, så den på samme måde kan bo i vores hjerter og hjælpe os i dag.
Han har givet os Helligånden i vores hjerter, som et tegn på, at vi tilhører ham.
2. korintherbrev kap. 1, vers 22.
Helligånden er en del af treenigheden, som vi siger det i Trosbekendelsen:
Faderen, Sønnen og Helligånden. Helligånden er ikke en fysisk person, men Guds Ånd – den eller ham, der taler til mennesker. Den kan mærkes, men ikke ses.
Derfor har vi brug for nogle symboler, der kan hjælpe os til at forstå og blive opmærksom på Helligånden.
Tegninger og samtale
Tal om, hvad de forskellige symboler fortæller om Helligånden – derhjemme eller i børnekirken. I mens kan børnene farvelægge de tilhørende tegninger.
Helligånden er som en due.
Da Jesus blev døbt, kom Guds Ånd ned til ham fra himlen som en due.
Sådan får vi også Helligånden som en gave i dåben.
Har du åbnet Helligåndens gave?Matthæusevangeliet kap. 3, vers. 1-17


Helligånden er som en lommelygte.
Vi gør alle sammen ting, som er forkerte. Nogle gange vil vi helst gemme det væk, der er forkert. Når Helligånden bor i os, kan den hjælpe os med at se, hvad derer forkert og minde os om, at vi kan give det til Jesus.
Han tilgiver altid!
Ligesom han gjorde, da han mødte Zakæus:
Lukasevangeliet kap. 19, vers 1-10


Helligånden er som kærlighedsbriller
Gud elsker alle mennesker! Lige meget, hvordan de opfører sig, hvordan de ser ud eller hvad de laver, så ser Gud på alle mennesker med stor kærlighed. Når Helligånden bor i os, kan den hjælpe os med at se på de mennesker, vi møder med Kærlighedsbriller.
Ligesom Jesus gjorde, da han mødte den samaritanske kvinde ved brønden:
Johannesevangeliet kap. 4, vers 5-30


Helligånden er som en medalje
Jesus vandt over døden i påsken! Alt hvad der er dårligt, forkert og ondt i verden, tog han med sig på korset og vandt over det. Helligånden i vores hjerter viser os, at vi har vundet sammen med Jesus. Vi har vinder-medaljen!
Markusevangeliet kap. 15 vers 21-47


Helligånden er som ild
Måske får vi ikke ild på hovedet eller begynder at tale et andet sprog ligesom disciplene. Og måske kan vi heller ikke altid høre, hvad Helligånden siger til os. Men alle, der tror på Jesus, har Helligånden i hjertet. Det er en rejse, hvor vi bliver bedre og bedre til at finde ud af, hvad Helligånden vil minde os om eller sige til os.
Apostlenes Gerninger kap. 2 vers 1.40


Helligånden er som kærligheds-lim
Når Helligånden bor i vores hjerter, fyldes vores hjerte med kærlighed. En kærlighed, som binder os sammen med andre, der tror på Gud. Ikke kun dem vi kender,men alle kristne rundt i verden. Som en slags usynlig kærligheds-lim.
Apostlenes Gerninger kap. 4 vers 32
Til dette symbol er der ingen tegning, men i stedet kan I klippe strimler til en papirguirlande. Skriv jeres navne på hver sin papirstrimmel og lim den sammen, så I får en kærlighedsguirlande med hele familiens eller børnekirkens navne.


Helligånden er som vinden
Helligånden er Guds usynlige nærvær – vi kan ikke se den, men ofte mærke den. På samme måde er det med vinden, som vi heller ikke kan se, men vi kan mærke dens virkning som en let brise i håret eller en kraftig rusken i trætoppen.
I en samtale med Nikodemus sammenligner Jesus
Ånden med vinden.
Johannesevangeliet kap. 3 vers 8
Til dette symbol er der ingen tegning, men I kan sammen lave en vind-snurre.


Voksenrefleksion med spørgsmål til samtale:
Familieandagten, aktiviteter og samtaler om Gud i familien er vigtige! På den måde tager vi vare på vores børns åndelige udvikling, som er en vigtig del af vores opdragelsesopgave som forældre.
Samtidig er det vigtigt at huske, at vores egen relation til Gud kommer forud for familiens andagtsliv. Det er ikke muligt at give noget videre, som vi ikke selv har. Derfor er dette afsnit til dig som mor eller far. Brug først og fremmest tid på din egen relation med Gud.
Her er lidt refleksioner til din pinse og et oplæg til samtale med din ægtefælle:
Lær af børnene – til refleksion:
Som voksne kan vi have så travlt med vores dagsordener og iver efter at være produktive, at vi glemmer at nyde skønheden, der er lige foran øjnene af os.
Som børn behøver vi ikke have nogen til at fortælle os, at vi skal nyde livet. Børn er nysgerrige af natur. Men i takt med at vi bliver ældre, føler vi os nemmere pressede til at skulle yde, og måske føler vi os endda skyldige, når vi tager os tid til at nyde noget eller standser for at lege.
Mange voksne har måske glemt, hvad det vil sige at lege, fordi vi kan blive så optaget af vores endeløse opgaver, at vi udsætter fritid og leg til engang i fremtiden, som vi forestiller os vil blive mindre travl. Måske tænker vi, at når børnene bliver ældre, når vi bliver pensionister eller måske endda rige, vil vi have mere tid til at nyde livet.
Leg er at gøre noget for sin egen skyld
Leg kan være håndværk, kunstmaling, skuespil, dans, vandreture, sport, blæse sæbebobler, plaske i vand, le, spille, lave sjov… Hvordan legen end udtrykker sig,hjælper den os til mere fuldt ud at påskønne, hvordan vi leger, bevæger os og er i Gud. Vores leg er ikke noget, der er adskilt fra vores åndelighed. Den er i sig selv et tegn på Guds tilstedeværelse i verden. Vi kan være en kanal for Helligånden, når vi slutter os til præstens bøn ved en bryllupsceremoni, men også når vi danser ved receptionen bagefter.
Måske kan pinsedagene være en oplagt mulighed for dig som mor eller far til at genoptage eller genopdage ”legen”.
Spørgsmål:
› Hvad lader du op af?
› Hvor er din åndelige legeplads? Skal du genoptage en gammel sport, kreativ hobby eller måske finde en ny måde at ”lege” på?
› Hvordan kan du støtte dit barns åndelige liv og udvikling?
Handling:
› Lad legen blive en slags bøn for dig og familien. Giv jer selv lov til at opleve Guds glæde over jeres glæde, når I leger, hvadenten det er kreative aktiviteter, musik, sport eller at krybe sammen på sofaen med en hyggelig bog. Må jeres leg blive en bøn, når I nyder Guds glædes gave!
Inspiration:
› Morten Hørning har skrevet en kort artikel om børns åndelighed, og hvordan vi som forældre kan forstå og forholde os til den. Læs den her.