PÅSKEN I FAMILIEN

Merete Holm Dalsgaard
Familiekonsulent Merete Dalsgaard giver dig 3 refleksioner, som måske får betydning for, hvordan du fejrer både påskens mørke og glæde i din familie. Du får også oplæg til samtale og familieaktiviteter.

Det mest festlige i påskehøjtiden er at fejre og glæde sig over alt det gode der skete påskemorgen. Men vi har også brug for at blive mindet om den mørke langfredag og se, at Jesus ikke bare er med os i gode tider, men også er parat til at stå det værste igennem sammen med os.

Det kan være svært at gribe og forstå, hvordan Jesus konkret kan hjælpe os i hverdagen, når vi er kede af det eller oplever noget, der gør rigtig ondt.

Her er tre refleksioner over, hvad vi kan lære af påsken og som måske kan få betydning for, hvordan du vil tale om og fejre påskens mørke og glæde i din familie.

1. Tag dit kors op

Jesus bar selv sit kors det meste af vejen til Golgata. Han prøvede ikke at stikke af, men gjorde det helt frivilligt, selvom det var så uretfærdigt og hårdt.

Når vi oplever noget der gør ondt (fx venner der har gjort eller sagt noget grimt til os eller endnu værre, har mistet et menneske, som vi holdt af), så kan vi have lyst til at glemme, benægte eller stikke af fra det, fordi det gør for ondt at tænke på og tale om.

Jesus lærer os, at vi skal tage imod det der går ondt – ligesom han tog sit eget kors på ryggen og bar det afsted. Når vi gør det, kan vi bære vores smerte og vi kan blive i stand til at se den smerte, som andre må bære, så vi kan vise dem vej til glæde, fred og frihed.

Foto: Rod Long on Unsplash

2. Guds kærlighed er stærkere end døden

Jesus levede i troen på, at Guds kærlighed er stærkere end døden. Det var derfor, han kunne gennemgå det, han gjorde. Han var sikker på, at Gud elskede ham og ville redde ham, så døden ikke skulle være en afslutning, men en vej til noget langt større.

Den kærlighed, som Gud elskede Jesus med, er den samme kærlighed, som han elsker os med. Derfor behøver vi heller ikke frygte døden, fordi vi kan have tillid til, at Guds kærlighed er stærkere. Han vil redde os fra døden, så den ikke bliver afslutningen for os, men en vej fra et sted til et andet: Et evigt liv sammen med Ham!

Påske grib påsken påskeaktiviteter

Vi har udviklet sjove og familievenlige aktiviteter, som I kan lave i påsken. 

3. Tilgiv andre som vi selv er blevet tilgivet

Det kan være svært at tilgive nogen, som virkelig har såret eller skuffet os. Især hvis den samme person gør det flere gange. Så kan vi tvivle på, om den, der siger undskyld både anden, tredje og fjerde gang, virkelig mener det. Men Gud holder ikke regnskab. Han venter bare kærligt på, at vi kommer til ham med det, vi har gjort forkert.

Guds tilgivelse til os er knyttet sammen med menneskers tilgivelse af hinanden. Han er vores forbillede i at tilgive, og der hvor vi kan hente hjælp og styrke til at gøre det, når det er svært. Af ham lærer vi, at vi kan tilgive andre, fordi vi selv er blevet tilgivet.

I Fadervor beder vi: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere”. Bed bønnen sammen i familien og tænk over, hvad det betyder, at Gud har tilgivet os, og at vi kan tilgive andre. I bibelen på hverdagsdansk er bønnen formuleret sådan:

 (Mattæusevangeliet kapitel 6 vers 12)

(Gud) Tilgiv os, hvor vi har svigtet, Ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os.

Oplæg til samtale

Påsken og påskeferien fyldes hurtigt op af lækre påskefrokoster, hyggelige påskeæggejagter og skønne gåture i foråret. Men måske kan spørgsmålene her være en anledning til at tale sammen i familien om, hvad påsken mere er og, hvordan I har lyst til, at påsken skal markeres i jeres hjem:

  • Hvad betyder det I jeres familie, at I kan tilgive hinanden? Hvornår synes du, det kan være svært at tilgive? Hvorfor?
  • Hvilke påsketraditioner har I hjemme hos jer? Hvad betyder de for jer?
  • Er der nogle nye påsketraditioner I kunne tænke jer at begynde på i år i jeres familie?

Læs mere fra BUO:

Nyheder

Hvad er hellighed?

Hellighed er et begreb, du vil møde i Oase gennem 2024. Det er nemlig årets tema. Men Hellig er lidt et tungt ord, og hvad betyder det egentlig?

Læs mere »
Hvad er faste BUO
Højtider

Hvad er faste?

Hvad er det lige faste er? Hvordan hænger det sammen med fastelavn? Og hvorfor varer den helt til påske?

Læs mere »