“Moar, du må ikke gå en tur i skoven, du har været væk hele sidste uge – på arbejde!“, sagde min søn i dag.
Efter at have været sammen hele sommeren, har hverdagen indfundet sig. Det var svært at starte på sommeren, men det er heller ikke let at starte på hverdagen… Jeg overtalte ham til at tage med mig, så vi begge kunne få lidt frisk luft.
Det var fantastisk dejligt at være i naturen med min skønne søn, men alligevel var der noget, der faldt på plads, da jeg i dagens Information læste dette citat fra Maja Lucas’ bog, Mor. En historie om blodet:
“Faren har tit misundt moren hendes bryster, at hun altid kan give pigen mad og trøst. Moren har tit misundt ham ikke at have dem. Hans smerte er at kunne undværes. Hendes er at være uundværlig.«
Jeg genkender den smerte, og den står i skarp kontrast til mit store ønske om at elske uden ophør. Jeg vil altid elske og elskes, og netop derfor er den også en kæmpe velsignelse – oplevelsen af ikke at kunne undværes.
Men det er, hvad den er, en oplevelse.
En dag, en tid, kan mor her undværes i langt det meste af børnenes timer, og jeg gruer for den dag, og jeg længes.
At være mor er at være fyldt op af modsatrettede følelser, må jeg sande.
At føle mig revet midt over, og at være fuldstændig hel – på én og samme gang. Og.
Jeg vil ikke undvære det for noget, og jeg ønsker det ikke for andre.
Hvordan være i det?!
Jeg synes, Lina Sandell giver det bedste svar i digtet fra 1865, “Kun en dag, et øjeblik ad gangen”:
Kun en dag, et øjeblik ad gangen!
Hvilken trøst for den forsagte ånd!
Hvorfor skal mig uro holde fangen?
Alting hviler i min faders hånd.
Han, som har for mig en faders hjerte,
hver en dag jo også sende vil
mig den lille del af fryd og smerte,
som jeg netop trænger til.
Nær hos mig han vil mig altid lære
særlig nåde for hver enkelt tid.
Hver en dags bekymring han vil bære,
“kraft” og “råd” han kalder sig med flid.
Han vil vogte sine får så kære,
mætte sjælen ved sit nådebord.
“Som din dag er, skal din styrke være!”
det er løftet i hans ord.
Hjælp mig da at hvile trygt og stille
kun på dine løfter, Herre kær,
og ej troens dybe fred forspilde,
som i ordet kom mit hjerte nær!
Når mit sind er af bekymring fangen,
lær mig tage af din faderhånd
kun en dag, et øjeblik ad gangen
med en stille, ydmyg ånd!
