Om at være undværlig og uundværlig

“Moar, du må ikke gå en tur i skoven, du har været væk hele sidste uge – på arbejde!“, sagde min søn i dag.

Efter at have været sammen hele sommeren, har hverdagen indfundet sig. Det var svært at starte på sommeren, men det er heller ikke let at starte på hverdagen… Jeg overtalte ham til at tage med mig, så vi begge kunne få lidt frisk luft.

Det var fantastisk dejligt at være i naturen med min skønne søn, men alligevel var der noget, der faldt på plads, da jeg i dagens Information læste dette citat fra Maja Lucas’ bog, Mor. En historie om blodet: 
“Faren har tit misundt moren hendes bryster, at hun altid kan give pigen mad og trøst. Moren har tit misundt ham ikke at have dem. Hans smerte er at kunne undværes. Hendes er at være uundværlig.«

Jeg genkender den smerte, og den står i skarp kontrast til mit store ønske om at elske uden ophør. Jeg vil altid elske og elskes, og netop derfor er den også en kæmpe velsignelse – oplevelsen af ikke at kunne undværes.

Men det er, hvad den er, en oplevelse.

En dag, en tid, kan mor her undværes i langt det meste af børnenes timer, og jeg gruer for den dag, og jeg længes.

At være mor er at være fyldt op af modsatrettede følelser, må jeg sande.

At føle mig revet midt over, og at være fuldstændig hel – på én og samme gang. Og.

Jeg vil ikke undvære det for noget, og jeg ønsker det ikke for andre.