Når hverdagsbægeret flyder over

– Om drilagtige idealer og livgivende åndehuller

Juni blev måneden, da hverdagsbægeret flød over her på matriklen. Et hverdagsbæger, som blev fyldt med lidt mere af det hele. Lidt mere arbejde, lidt flere klassearrangementer, lidt flere sommerfester og sommerafslutninger, lidt mere havearbejde, lidt mere ferieplanlægning… og deraf lidt højere forventninger til hinanden om at kunne nå det hele!

Drilagtige idealer

Men nej, kalenderen er og bliver ret rigid, når det kommer til døgnets 24 timer. Når der kommer ekstra ting ind, må der noget andet ud. Ofte lykkes det min mand og jeg at gøre de bevidste og nødvendige til- og fravalg i en travl familiehverdag – andre gange ikke. I juni lykkes det ikke. Men fravalgene skete alligevel. De var blot hverken særlig bevidste eller hensigtsmæssige. I et tilbageblik på måneden der er gået kan jeg se, at vores ugentlige paraften, min egen daglige stilletid i naturen og samværet med familien har måtte vige, for at gøre plads til nogle ting, som faktisk var langt mindre vigtige.

Hvordan kan det ske, når jeg er så bevidst om, at lige netop disse ting er de absolut vigtigste i min og familiens hverdag?

Jeg ved det godt: Mine ambitioner blev indhentet af familiens hverdagsvirkelighed. En virkelighed som nok minder en del om de fleste andre familier med arbejde, skolegang, lektier, fritidsinteresser, husholdning og meget andet – og med ambitioner om at nå omkring det hele uden at vælge noget andet fra, fx:

Deltage i alle sommerens arrangementer… ligesom alle de andre familier fra skolen, kirken og byen.
Tage lidt mere arbejde ind og give en ekstra skalle, nu når ferien venter lige om hjørnet… ligesom alle de andre kollegaer.
Mange skønne sommeraftner på terrassen med god tid og god stemning hele vejen rundt…ligesom man gør i gode familier.

Til sammen blev alt dette til et uopnåeligt ideal og i stedet for at være tro mod min og vores vigtige værdi om tid til hinanden, blev jeg revet med af egne ambitioner og omverdenens idealer om, at kunne slå til i det hele.

Jeg er ikke i tvivl om, at juni måned havde set anderledes ud, hvis jeg var standset op og havde lavet den udfordrende øvelse med at vælge til og fra med udgangspunkt i vores familieværdier. Det handler nemlig ikke kun om at vælge mellem vigtige og mindre vigtige ting, men om at fravælge gode ting i den rigtige rækkefølge. Men det er bare ikke altid det lykkes, som vi gerne vil og heldigvis får vi som forældre ikke kun én chance. Hele familielivet igennem har vi brug for nye chancer. Vi må prøve os frem og lære af vores erfaringer. I mine godt 15 år som mor har jeg gjort mig erfaringer på godt og ondt ift. hvordan jeg og vi kan strække os mere efter det familieliv vi ønsker. Jeg kommer aldrig til at sætte et punktum for den proces og derfor arbejder jeg stadig på at lære at ”nyde, før jeg yder” – at ”give plads til hvilen, før arbejde og forpligtelser”.

Livgivende åndehuller

Jeg vil gerne dele tre af mine åndehuller i en travl familiehverdag, som hjælper mig til at blive mere den mor og hustru jeg ønsker:

Naturen får mig til at standse op

Jeg har opdaget naturen som det sted, hvor jeg kan trække vejret dybt, lade tankerne flyve og tage imod skoven og markernes ro og skønhed (ja, jeg bor på landet;). Det blev jeg atter mindet om for nylig, da jeg efter de travle uger fik prioriteret tid til en lidt længere tur i skoven. Det er bedst for mig, at begynde dagen med en gåtur, men i jagten på at få alt presset ind, blev dette åndehul paradoksalt nok sorteret fra. En gåtur med hunden er en af de små åndehuller, som gør mig til en bedre mor og hustru.

Middagsluren og sengetiden

Søvn og hvile er afgørende for at vi kan trives, men nogle af os har et større søvnbehov end andre. Jeg har skulle lære at stå ved mit behov for søvn i stedet for at undskylde mig til en middagslur eller tidlig sengetid. Særligt efter at have læst Thomas Sjödins bog ”det sker, når du hviler” blev jeg for nogle år siden opmærksom på, at hvilen ikke er et egoistisk behov, men en af de måder jeg bedst tager ansvar for mig selv og familien på. Derfor ved jeg at tidlig sengetid og en middagslur så ofte som muligt, gør mig – og min familie til gavn.

Hvilen er ikke bare noget der begrænser sig til en tilbagetrækning. Den er ikke blot et mellemrum mellem vigtige opgaver, den er ikke en guddommelig eftertanke. Den er skabt – har plads i skabelsen, som den 7. Dag – og er en del af den opgave, det er at være menneske. Derfor kan man sige, at den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt.[1]

Den ugentlige paraften

En andet åndehul i en travl hverdag er vores ugentlige paraften. Torsdag aften deler vi, hvad der fylder i hverdagen for os begge samt de glæder og skuffelser vi har givet til hinanden i den seneste uge. Men også dette livgivende åndehul i vores parforhold blev paradoksalt nok klemt mellem alt det andet der kom i vejen. For to dage siden besluttede vi, at få den fast tilbage i kalenderen. Det er afgørende vigtigt for vores kommunikation, gensidige respekt og forståelse – og ikke mindst et meget vigtigt fundament for det familieliv vi ønsker at prioritere sammen.

Derudover har vi en ugentlig familieaften, som en beskyttelse af vores familietid. Den har jeg tidligere skrevet lidt om her

En livslang vandring

Selvom jeg nogle gange løber rigtig hurtigt i forsøget på at komme i mål med det familieliv jeg ønsker, så ved jeg godt, at der altid vil opstå nye udfordringer og behov. Et familieliv har forskellige sæsoner med forskellige ressourcer, udfordringer og glæder. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke er alene på denne vandring. Min tro giver mig ressourcer at trække på i det daglige. Den giver mig mulighed for at sende en stille – eller meget højlydt bøn til min himmelske far. En bøn om overbærenhed når jeg er ved at eksplodere, om vejledning i samtalen om alkohol og sex, om nåde når jeg ikke slår til…eller bare en stille tak for, at Guds kærlighed rækker der, hvor min slipper op.

Den anden dag læste jeg et lille stykke fra bogen ”Jesus kalder” – det blev en styrke til min dag – måske kan den også inspirere dig:

Hvil dig lidt hos mig. Du er gået op ad en stejl og stenet sti de sidste par dage. Vejen foran dig er skjult i uvished, se hverken frem eller tilbage. I stedet skal du samle din opmærksomhed om mig, din trofaste ven. Hav tillid til, at jeg fuldt ud vil hjælpe dig i alt, hvad du kommer ud for i dag. Jeg skabte tiden som en beskyttelse for dig. Du kunne ikke bære at se hele dit liv på en gang. Selvom jeg ikke er begrænset af tid, er det i det nuværende øjeblik, jeg møder dig. Forfrisk dig i mit selskab, og indånd mit nærvær i fulde drag. Jeg er med dig og våger over dig, hvor du end går. – Jesus[2]