Indeni forældreskabet
Forældreskabet er ikke altid et let skab at bo i. Langt fra. Vi kan derfor komme til at gøre os umage for, at skabet er nymalet og pænt udenpå, mens det er kaos indeni, hvor den ene hylde er braset sammen, og tingene ligger hulter til bulter, bøgerne er ikke stillet pænt og farvekoordineret op, og nogen har tabt et glas æblejuice i hjørnet, hvor myrerne nu er begyndt at valfarte til.
Sagt med mindre billedsprog: når jeg tager min familie med ud af huset, så kan jeg, hvis det er et kort visit, rimelig nemt give et indtryk af, at vi er en harmonisk familie. At ungerne trives, at min mand og jeg er helt på bølgelængde med alting, at vi har et godt familieliv og styr på vores opdragelse og prioriteringer i tilværelsen.
Men i det lukkede skab, når vi er hjemme og det kun er os, så giver jeg mine børn morgenmadsprodukter til aftensmad, fordi jeg er for træt til at lave “rigtig mad” til dem; så skændes jeg med mit barn og optrapper en konflikt, jeg udemærket ved, at jeg burde tage ansvar for at neddrosle i stedet; så får min mand og jeg ikke snakket om de store og vigtige beslutninger i forhold til opdragelse og værdier, fordi vi hellere vil holde det hyggeligt, når vi omsider har tid sammen, kun han og jeg. Derhjemme, indeni forældreskabet, handler livet rigtig meget om overlevelse og lidt for lidt om at leve.
Store, gode, umulige idealer
Når vi så ovenikøbet er kristne, kan der tilføjes en helt ny dimension af skam, fordi vi ønsker at give troen videre til ungerne og ved, at det muligvis kræver en lidt mere målrettet indsats, end den vi føler, at vi kan præstere. Vi har store idealer, gode idealer, men det virker som utopia – og når man så møder en familie, der virker, som om de har “regnet den ud”, forstærkes følelsen af mislykkethed og skam, hvilket igen kan forstærke lysten til at give et godt indtryk på udebane, så ingen opdager den grumme sandhed.
Men det er ikke desto mindre – i hvert fald en del af – sandheden om os som familie. Helt uvidenskabeligt og generaliserende vil jeg gætte på, at det er en del af sandheden for størstedelen af familier i Danmark – også i det kirkelige segment. At vi ikke lykkes. At vi lykkes ringere, end vi ønsker. At vi kommer til at sammenligne os med andre familier og opleve, at vi i den sammenligning taber.
Det bliver ikke bedre af, at der findes UANEDE mængder af bøger, tips, tricks, lifehacks, hjemmesider, podcasts, kurser, tv-programmer, eksperter og blogs som denne, der alle gør sit bedste for at hjælpe os forvirrede forældre. Der er nogle af “eksperterne”, der forsøger at få os til at gøre det bedre ved at få os til at skamme os over det, vi gør nu. Den taktik virker ikke og har aldrig virket (læs f.eks. her). Men de fleste, hvis ikke alle, vil dybest set rigtig gerne hjælpe forældre, også i kirkelige sammenhænge, hvor der rundt omkring i organisationerne er et stigende fokus på familieliv – og KÆMPE hurra for det!! Men samtidig kan jeg godt blive lidt udmattet. For alene mængden af information indikerer, at jeg ikke gør det godt nok; at jeg har brug for hjælp for at kunne lykkes; at det, jeg gør og kan, ikke er nok.
Opråb til kirkerne
Her vil jeg gerne give et lille opråb til kirkeledere, organisationer, frivillige og andre, som gerne vil nå og hjælpe forældre og familier. Vi har først og fremmest brug for nåde. Inden du hjælper os, så vær lidt sammen med os, ros os og støt os. Sig f.eks. “Ja, jeg kan godt høre, at det er pissehårdt, det I står med” og “Du gør det virkelig godt”. Når vi får lidt håb om, at vi faktisk lykkes med noget, så får vi måske også overskud til at gøre bare en lille smule mere og lykkes endnu mere. Det skal bygges langsomt og omsorgsfuldt op.
Måske er første skridt for et kristent fællesskab at etablere et ærligt samtalerum, hvor forældre får lov at vise indersiden af forældreskabet uden fordømmelse, uden krav om at det hele skal ryddes op #konmari-style i løbet af fem aftner. Men hvor man også støtter og peger på det, der allerede fungerer og lykkes og måske det næste lillebitte skridt, man kan tage, for at nærme sig de ønsker og drømme, man har for sit familieliv.
Som inspiration og oplæg KAN man bruge Børn i Pluralismes bog med samtaleoplæg – men måske skal man starte et andet sted, hvor ærlighed, sårbarhed, tillid og selvtillid bygges op. Samtaleoplægsbogen (fedt ord!) kan købes her.
Sætningen “Mere nåde til forældre” har jeg snuppet fra en upubliceret undersøgelse i Familielaboratoriet, Børne- og UngdomsOases familiearbejde. Det er et citat fra en unavngiven mor, der sagde sætningen i forbindelse med en fokusgruppeundersøgelse.
Dette indlæg blev oprindeligt skrevet til og udgivet på Børn i Pluralismes blog.
Topfoto: JESHOOTS.COM på Unsplash
