En refleksion til juleferiens forældresnak
Om få dage indtræffer juleferien med alt, hvad dertil hører af de sidste juleforberedelser, julekaos, julefred og bunker af barnlig forventning. Noget af det jeg glæder mig til er, at Egild og jeg får ekstra tid til gåture og gode snakke – det er ofte her vi får talt om, hvordan vi gerne vil lykkes som forældre og om vores værdier og familievision.
Et af de emner vi ofte drøfter er, hvordan vores børn modnes bedst.
En god veninde sendte denne artikel til mig i sidste uge, som satte nogle tanker i gang. Artiklen fremhæver vores opdragelseskultur som stærkt medvirkende til at unge i dag forlader hjemmet mentalt umodne og psykiske sårbare. ”Vores opdragelse levner ikke tilstrækkelig mulighed for at modne psyken, vi pakker børnene ind i vat og lader dem alt for sjældent være alene”, siger artiklens forfatter. Læs hele artiklen her:
Måske er de unge ikke psykisk sårbare, men mentalt umodne
Pointen i artiklen er, at forældre i et misforstået hensyn og af en dyb kærlighed til sine børn, kommer til at afskære dem fra en del af livet, som er afgørende for udvikling af modenhed og robusthed. Det gælder fx aktiviteter med en potentiel fare for at slå sig, oplevelsen af anderledes hed, pligter og arbejde, at løse egne problemer, at løbe en risiko, ansvar, at løse konflikter, forandringer…
Det fik mig til at overveje om denne opdragelseskultur også præger mig som kristen forælder og opdrager, når det kommer til at give troen videre til mine børn? Beskytter jeg mine børn mod ”den onde verden” i et misforstået hensyn? Det kunne være beskyttelsen mod at indgå aktivt i fællesskaber og aktiviteter i samfundet med risiko for at opleve sig anderledes på grund af sin tro. Beskyttelse i form af, at jeg ikke er synlig omkring de svære og smertefulde ting i livet, så mine børn ikke skal miste håbet og i sidste ende troen på en kærlig Gud. Beskyttelse i form af forbud mod at deltage i ”farlige aktiviteter”, som fx fester med alkohol, så de ikke risikerer at blive fristet eller ”falde i”…
Vi taler ofte om disse ting herhjemme og er bevidste om, at vi ikke vil opdrage vores børn i en “kristen” osteklokke. Men det betyder ikke altid, at det er let! Nye spørgsmål og udfordringer dukker op. Den anden dag skulle Uno på 14 år til sin første fest med alkohol. Vi gjorde (igen) vores holdning tydelig omkring, at vi ikke ønsker, at hun indtager nogen form for alkohol før hun er 16 år. Om hun ville følge vores vejledning eller ej måtte så være op til hende. Noget indeni mig havde lyst til at nedlægge et forbud, men vi var begge enige om, at ansvaret skulle placeres hos hende ifølge med en tydelig holdning til sagen fra os forældre.
Artiklen nævner også de sociale medier, som en faktor der har forringet børnenes liv yderligere ved at tage tid fra legepladsen – der, hvor modenheden, selvstændigheden og robustheden blandt andet udvikles.
Tankevækkende er det, at ”mistrivslens kurve knækker i negativ retning hos netop de årgange, der blev teenagere i det år, hvor MySpace blev stort, da Facebook ændrede optagelseskriterier og Twitter og Tumblr gjorde deres indtog. Ikke blot i USA, men også i DK”.
For 3 uger siden skrev jeg om vores ”digitale december” og med fare for at lyde idylliserende (det er det langt fra!), så oplever vi herhjemme, at kreativiteten, opfindsomheden og hjælpsomheden blomstrer! De to ældste på 12 og 14 år, som også er dem der almindeligvis bruges mest tid på de sociale medier, har HVER dag siden det blev skærmfri december fyldt hjemmet med musik – klaver, ukulele, sang, skrevet egne sange og spredt hyggelig stemning i stuen. Det er et nyt indslag i dagligdagen! Drengene som i forvejen brugte en del tid i værkstedet, bruger endnu mere tid derude og producerer julegaver til den store guldmedalje. Alle 4 børn er i det hele taget mere fokuseret på og engageret i livet herhjemme. Når jeg beder om hjælp til aftensmaden eller inviterer på en eftermiddagsgåtur, så er der øget deltagelse, fordi der ikke er konkurrence fra skærmene. Jeg elsker det!
Men det er også væsentlig at nævne, at konflikter opstår lige så tit som før. Der oplever vi en stor forældrefristelse til at placere dem ved skærmen, så vi kan få ro. Men vi har stået imod og forsøgt at gå konstruktivt ind og ud af børnenes konflikter. Det har været et afkald på ro på trætte eftermiddage, men når vi lægger det på vægtskålen, så er den anden vægtskål med samvær, leg, hjælpsomhed mv. den der vejer mest!
Jeg tænker over, hvordan vi kan fastholde noget af dette, når skærmfri december er forbi. Måske skal vi indføre en skærmfri ugedag?
Sammenholdt med perspektivet på, at blandt andet fysisk leg og udfordring medvirker til udviklingen af robuste og selvstændige børn, bliver dét et tema, som min mand og jeg tager med på julens gåture.
Hvad er jeres tanker og praksis omkring udvikling af modenhed og selvstændighed hos jeres børn – både i relation til troen og livet i almindelighed?
Med ønsket om en velsignet og fredfyldt familiejuletid!
Dette indlæg blev oprindeligt skrevet til og udgivet på Børn i Pluralismes blog.
Photo by Genessa Panainte on Unsplash
