Forleden kom Maxi hjem fra skole og erklærede glad, at noget var sket, som hun ”havde bedt helt vildt meget” for. Det var noget, vi kun havde nævnt en enkelt gang i vores fælles aftenbøn, så det var altså hende selv, der havde bedt helt vildt meget.
Sådan en udmelding er noget, der glæder en mors hjerte. Et tegn på, at selvom hun en stor del af tiden indgår i et pluralistisk, sekulært samfund alligevel adopterer de værdier, vi forsøger at give hende med – eksempelvis at vi må bede til Gud om alt.
Men der er mere på spil her end værdier – det handler om troen på Gud, og hvordan vi hjælper med at styrke den i vore børns liv, så de står godt rustet, når de møder andre livsopfattelser og verdenssyn. Så de er forankrede i deres tro og har mod på dialogen, for nu at bruge nogle ord fra Børn i Pluralisme-projektet.
I foråret 2018 talte jeg til en temaaften i Borgerkirken, Silkeborg, om hvordan vi giver Gud med i bagagen – både i forhold til vores børn, men også i forhold til mennesker, som er nye i troen. Dette indlæg udspringer i nogen grad af mit oplæg den aften og min research forud for den.
Troen sidder ikke i hovedet
I modsætning til mange andre religioner er tro i kristen forstand ikke en overbevisning, en række rigtige meninger eller et sæt leveregler, man beslutter sig for at efterfølge. Troen på bibelens Gud er først og fremmest en relation til Gud, og den røde tråd gennem bibelens mange fortællinger handler om Guds stræben efter at genoprette den relation til menneskene, som blev ødelagt i Paradiset.
I den del af kirken, hvor vi praktiserer barnedåb, forstår vi det sådan, at vores relation til Gud genoprettes i dåben, hvor vi i kraft af Jesu død og opstandelse døbes til at være børn af Gud og til et nyt liv med ham. Det er Gud, der har gjort relationen mulig; det er ham, der tager initiativ og tilbyder den til hver og én, som vil tage imod og være i den relation til ham.
Men som med alle relationer, vi har, kan vi dyrke og styrke den, men vi kan også ligeså stille lade den visne ved at være passive, ligesom vi mennesker ind imellem udfaser venskaber ved ikke at tage kontakt eller svare, når en anden forsøger at få fat i os.
Hvordan styrker vi så relationen?
En relation består af to ting: kendskab og erfaring.
Kendskab er viden om min ven. Jeg kender til min vens liv og historier fra før, vi lærte hinanden at kende, men jeg kender også til min vens værdier, personlighed og de valg, min ven har truffet gennem tiden. Jo længere tid man har kendt hinanden, jo mere kendskab vil man have til den anden om det, der ligger bagud, og kendskabet styrkes i højere grad ved viden om, hvad der optager min ven nu og her.
Erfaring er oplevelser med min ven. Det er de fælles referencer, ”Kan du huske dengang vi…” – det at have en historie sammen. Men det er også oplevelsen af at blive set og hørt i samværet med min ven og følelsen af at blive prioriteret, der skaber de erfaringer, som relationen bygger på.
Det er erfaringen, der gør, at når min ven ikke ringer i et stykke tid, så ved jeg, at det ikke er fordi han ikke vil mig, men fordi han måske har travlt eller optaget – og her spiller min viden om min vens personlighed måske også ind, hvis han nu er sådan én, der er lang tid om at svare på beskeder (beklager alle mine venner – jeg håber I ved nok om mig nu til ikke at tage det personligt).
Det samme gør sig gældende i vores relation til Gud. Vi har brug for både kendskab og erfaring for at opbygge en tæt og stærk relation til ham – for at være forankrede i troen. Forskellige kirkelige traditioner har ofte vægtet det ene over det andet, men jeg vil gerne slå på tromme for, at vi skal stå solidt på begge ben, for så vælter vi ikke så let – hverken når vi møder andre livs- og verdenssyn, eller når Gud skuffer os ved ikke at gøre sådan, som vi synes, han skal gøre.
Maxis bøn og hendes oplevelse af Guds positive svar har uden tvivl styrket hendes erfaring af, hvem Gud er, men det ville ikke være sket, hvis ikke hun havde kendskab til Gud og vidste, at man må bede ”helt vildt meget” til ham.
Hvordan har du oplevet, at relationen til Gud er blevet styrket i dit liv?
Dette indlæg blev oprindeligt skrevet til og udgivet på Børn i Pluralismes blog.
Foto: privatfoto af Thilde og Maxi – dengang hun var mini
0 comments
Når jeg bruger tid med Gud og her mener jeg kaffe i stilehed, lytte til en sang og andre nemme løsninger, som fungerer for mig. Med 3 børn og job skal det gerne være nemt i hverdagen. I kirken styrkes relationen med andre.
For vores børn er det ofte gennem samtale og bøn og væren med andre, som tror på Gud.
At være med andre i troen gennem små fællesskaber er for mig utroligt givende, tænker egentlig det sammen om vores børn. At kirke, lejre osv. ikke kan stå alene, men at små fællesskaber måske også skulle vinde mere frem for dem også.
Så fint indlæg Tilde, tak for det!!!
Bare et lille indspark ift. at give Gud med i bagagen. Lige nu stræber vi efter at implementere bøn endnu mere i hverdagen. Så bønnen og dermed dialogen med Gud ikke kun får plads ved familieandagten og på sengekanten, men i livet mens det udfoldes. Vi håber og ber´ til at det får betydning for børnene i deres fremtidige dialog med Gud, så han virkelig også opleves, som en allensteds nærværende Far der lytter…altid!
Vi vil gerne øve os i at leve sammen med børnene i den virkelighed at Gud altid lytter til vores bøn, men ikke altid handler som vi kunne ønske. At vi både bliver velsignet, oplever fremgang og har alt hvad vi har brug for. At vi, selvom vi har tillid til Gud og hans plan for os, oplever skuffelser, ikke altid forstår Hans vej og fristes til at tro vi ved bedre.
Hvis vi tør være så sårbare sammen med børnene (Selvfølgelig med hensyntagen til deres alder) at vi lægger også vores store og afgørende ønsker og bøn om hjælp frem for Gud, tror jeg det ruster dem til et discipelliv, hvor de selv tør tro og tvivle, grine og græde, råbe og sukke, sammen med mennesker og sammen med Gud.