Jeg må indrømme, at jeg ikke gør så meget i det at tumle med mine børn.
Dét der med at slås er jeg virkelig ikke særlig god til. Det bliver skørt og akavet, og nogen kommer som regel til skade. Måske fordi jeg ikke vant til at slås. Jeg er nok ikke blevet kastet voldsomt meget rundt som barn, tror jeg. Jeg bliver svimmel, bare jeg kigger på en gynge, kaster op i tivoli osv.
Heldigvis har jeg børn med en mand, som fyrer rundt med sin og deres kroppe.
Allerede mens vi var kærester og var på besøg hos nogle venner med tre drenge, så jeg, hvordan han kastede rundt med dem, tævede utrætteligt løs på dem, mens de kæmpede og skreg af grin.
Det er ikke helt dumt, det der, tænkte jeg allerede dengang.
Korporligt efter-aftensmads-ritual
Nu har han gennem 10 år “tævet” løs på vores børn og kaster dem rundt.
Siden de lærte at tale, er de kommet løbende efter aftensmaden: ”Far, far, giv os nogle tæv!” Nu siger den store mere noget i retning af: ”Far, skal DU ha’ smadder?!”
Således har vi i årevis haft et temmelig voldeligt efter-aftensmads-ritual med at give ungerne tæsk. Om sommeren på trampolinen, om vinteren i vores dobbeltseng. Og som følge heraf har vi for nylig skiftet seng, da flere fjedre var røget sig en tur.
Imens har jeg prøvet, alt hvad jeg kan, at foretage mig noget andet. Jeg forsøgt efter bedste evne at lukke larmen ude, grin, bump, skrig, hyl, gråd og grin igen. Bare lade dem om det og ikke være sådan ”Uhh nej, det er farligt, de kan komme til skade, jeg må hellere blande mig”-agtig. De har jo en far, og han har ligesom ansvaret dér.
Nogle gange skal der så alligevel lige trøstes og pustes og krammes på den der mor-måde. Så kommer de og forsvinder ligeså hurtigt igen – afsted mod flere bank…
Når de sådan rigtig græder, er det som regel noget med at have fejlbedømt afstand, fløjet ud af sengen, ramt en radiator, en dør, legetøj og den slags. Det gør nas. Og så er det nogle gange mor, der må sættes ind igen.
Små krigere
Bliver de så voldelige af alle de bank, spørger du? Hmm… nej.
Den ældste er stærk som en bjørn. Men han formår at ’smadre’ lillebror på 2 til plukfisk, uden at krumme så meget som et hår på hans hoved. Når han sætter en lammer ind hos far, der virkelig gør nas, får han det alvorlige blik: ”Du må aldrig slå på andre end far”.
Der er ingen tvivl om, at deres far har givet dem en helt utrolig kropskontrol og motorik, som gør dem fysisk stærke og som resulterer i, at de næsten går mere på hænder end fødder. Og der er heller ingen tvivl om, at alle tre, drenge såvel som pige, er i kontakt med deres indre kriger og med deres temperament; at de er stærke og har en krop såvel som et sind at kæmpe med.
Tænk hvis de tager lidt af det med sig frem i livet. Det er ikke helt dumt, tror jeg. En kampgejst, en tro på sig selv og lyst til at kæmpe både i sjov og i alvor.
Nu med trapez
Den seneste addition til kropsudfoldelsen i familien er en trapez.
Jeg elsker og hader den gynge!
Så er det sagt.
Børn der fyrer gennem luften, fiser rundt og svinger ud og ind; der er aldrig ro på tropperne. Indtil nu. Nu hvor jeg har indført gynge-forbud under måltiderne.
Samtidig elsker jeg den af hele mit hjerte. Jeg elsker at leg og krop har en central rolle i vores hverdag og hus (den hænger lige midt i det hele). Midt i kaosset, midt i rengøringen, midt i lektier, skæld ud, aftensmad og kram. Lige midt i livet. Og det er fars skyld, at den er der. Tak for det!
Tak for den konstante påmindelse om, at der altid skal være plads til liv og leg.
I dag på fars dag skal alle fædre, der i leg og sjov “tæver” løs på deres børn, kaster dem rundt og højt have den største high five!
