For en uge siden begyndte fasten. For nogen associeres fastetid med afsavn, kedsomhed og manglende farver. For andre betyder det måske en tid til noget nyt, fordybelse og hvile.
Mens jeg bekæmpede influenza i ugen der gik, havde jeg god tid til at ligge og reflektere over, hvad jeg kunne bruge fastetiden på. Netop tiden til at reflektere, standse op og bare ”være” er ikke det der fylder mine dage mest. Men dybest set er det, hvad jeg længes efter. At søge freden – i mit eget liv, i familiens liv, i relationen til Gud, i mine jordiske relationer og fællesskaber. Der kommer nemt en række andre ting og inputs forrest i køen til min opmærksomhed og tid i hverdagen, som handler mere om ”at gøre” end om ”at være”.
Esajas’ beskrivelse af fasten inspirerer mig. Den siger, at faste handler om frihed fra det der tynger og binder. Om nåde. Om at løfte blikket, se mig selv med Guds øjne og hans gaver til mig i et nyt lys. Se mennesker omkring mig og få øje på, hvor jeg kan blive til velsignelse for andre:
Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig. Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg! Hvis du fjerner åget og holder op at pege fingre og tale ondt, rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive til højlys dag. Herren vil altid lede dig, selv i øde egne vil han mætte dig. Han vil styrke din krop, så du bliver som en frodig have, som et kildevæld, hvis vand ikke svigter. Dine ruiner fra fortiden skal genopbygges, du skal rejse tidligere slægters grundvolde. Du skal kaldes den, som tætner revner, den, som gør det nedrevne beboeligt. Es 58,5-12
Jeg elsker at slappe af med et godt TV program om aftenen. Alene i vildmarken, Nybyggerne, en god serie.. Altid sammen med en del af familien. Men jeg har valgt at pause TV’et i hverdagene indtil påske, fordi jeg her kan skabe et konkret rum for noget andet. Jeg har ikke en masse planer om, hvad jeg vil bruge aftnerne på. Men jeg håber, at de vil give plads til fordybelse i samtaler og litteratur, plads til at drømme og måske være kreativ, plads til at lytte til og have fælleskab med andre og bare være. Grundlæggende handler det om at skabe plads til at være nysgerrig, høre Guds stemme og måske få lov at se nye (og glemte) indsigter og perspektiver på livet. Det er min bøn i fastetiden!
Hvordan fylder fasten i familielivet? Da jeg fortalte min snart 15 årige datter, at jeg fastede fra TV i hverdagen svarede hun: ”Mor, du kan godt glemme, at det skal gælde for hele familien. Det kommer IKKE til at ske”. Bum! Et par dage senere ved morgenbordet spurgte jeg børnene om de vidste, hvad faste betød? Dertil svarede min søn på 10: ”Det betyder, at man ikke må spise en skid fra nu af og indtil påske”. Bum igen!
Altså ikke udbredt jubel over fastetid blandt børnene. Dét tror jeg er helt naturligt! Børn har svært ved at relatere til, hvordan et afsavn skulle kunne være fedt. Derfor tror jeg vi skal være bevidste om ikke at tvinge en faste ned over vores børn, medmindre de selv forstår og efterspørger det. Til gengæld tror jeg det er vigtigt at tale om faste med et positivt fortegn.
Jeg er nysgerrig på, hvordan fasten ser ud i dit og din families liv. Del frimodigt dine tanker og idéer i kommentarfeltet.
Dette indlæg blev oprindeligt skrevet til og udgivet på Børn i Pluralismes blog.
