Jeg elsker tid med min familie og det samme gælder for min mand og børn. Familietiden med hygge, leg, grin, højtlæsning, fodbold, skovtur, spil, gåturen eller tur i svømmehallen er ugens højdepunkter og åndehuller for os alle 6. Men hvorfor er det som om, at denne tid til nærvær minder om en truet dyreart? Til tider kan den næsten være ved at uddø, fordi den bliver jaget af hverdagens praktiske gøremål, de digitale medier og paradoksalt nok af jagten på det gode liv selv. For nogle år siden besluttede min mand og jeg, at vi ville prioritere og sætte en ramme for tid og nærvær i familien. En ramme var nødvendig, fordi vi havde oplevelsen af, at det vi elsker allermest – familietid og samvær – var det som oftest udgik af det hæsblæsende ugeprogram.


Skærmtid
Vi satte en ramme for brugen af digitale medier, herunder mobil, iPad, computer og TV. En ramme som giver mulighed for skærmtid fra kl. 17 og indtil aftensmad. Afvigelser kan forekomme, for eksempel når der skal skrives opgave i google docs. Skærmtiden blev ikke indført uden protest og vi havde mange snakke om, at rammen var for at beskytte vores tid sammen i familien. Skærmtiden gælder også for os voksne, hvilket har været vigtigt for børnene at vide. Vi kan heller ikke styre vores medieforbrug uden rammer og har mindst ligeså hårdt brug for en ramme som børnene har. – Og vi må bare sige, at børnenes kærlighed til fodbold, træværkstedet, symaskinen, styrketræningen, læsningen – og samværet bare er vokset siden skærmtidens indtog!
Familieaften
En anden ramme vi indførte var ”familieaften”. Èn aften om ugen ”freder” vi to timer til at være sammen med hinanden og sammen med Gud. Det betyder, at denne aften ikke kan prioriteres til møder, legeaftaler, praktiske gøremål og andet. Det har nu fungeret for os i 5 år og må nok siges at være vores mest bæredygtige fund af ramme for koncentreret familietid indtil nu.
Hvordan værner I om familienærværet hjemme hos jer?


Du kan høre mere om, hvordan vores familieaften forløber i denne video
Dette indlæg blev oprindeligt skrevet til og udgivet på Børn i Pluralismes blog.
0 comments