Et af de store emner indenfor opdragelse i dag er: hvordan lærer jeg at tale med mit barn om køn og seksualitet?
Det er ikke nødvendigvis så kompliceret, men vi må starte med at få styr på definitionerne.
Der er nemlig stor forskel på at tale med sit yngre barn om disse ting og teenageren, som allerede har erfaret en masse vedrørende sin egen seksuelle identitet. Derfor er det første skridt at kende til de områder, vi skal koncentrere os om. Eksempelvis er køn og seksualitet to forskellige ting, som dog hænger uløseligt sammen. For nyligt hørte jeg disse to begreber defineret i en sætning: ”Kønnet er, hvem jeg går i seng som. Seksualiteten er, hvem jeg går i seng med”.
Når vi skal tale med vores børn, må vi kende til forskellen på disse to, så vi ikke blander tingene sammen. I snakken med de yngre børn, er det den første, der er mest relevant – altså kønssnakken. Nysgerrigheden omkring den fysiske krop fylder også meget her. Og det er denne aldersgruppe jeg vil fokusere på i dette indlæg.
Det er vigtigt at italesætte tingene med vores børn, så de lærer, hvad der er hvad, og hvordan de mærker sig selv. Men der er en anden tilgang, som er lige så vigtigt: Forældrenes nærvær i barnets nysgerrighed og leg.
De voksnes adfærd og reaktioner omkring børnenes seksuelle identitet eksisterer som den tavse opdragelse i, hvordan børnene skal tænke og føle sig i deres krop og kønsidentitet. Det er vigtigt at huske på.
Kønsidentitetens grundstrukturer
Ligesom hele verdens befolkning har den samme ansigtsstruktur, uden at to mennesker er ens, sådan er vores køn også sat sammen af en række ensartede strukturer, som kan erfares forskelligt. Disse strukturer er vigtige at kende til, da vi ellers farer vild i en jungle af kønsideologier om, at alt skal erfares, før man kan konkludere på det.
I videnskabelige eksperimenter udført af psykologer fra USA, opdagede man, at små drenge oftest leger mere vildt til forskel for pigerne, som vælger de stillesiddende lege. Der foreligger et konkurrencegen hos drenge, som gør, at de konstant konkurrerer med hinanden. Det kan drive enhver forælder til vanvid – ligesom tumleriet, der også ses hos rigtig mange drenge. Det er en måde for dem at mærke deres egen krop og styrke. Derfor er det også godt, hvis far orker at tumle lidt med sin søn indimellem.
Pigerne elsker at klæde sig ud – og ofte i kjoler. Det er fordi, de har et grundlæggende behov i deres kønsidentitet, der handler om at føle sig attråværdig. Den lille pige ønsker sig brændende at få sin fars opmærksomhed, så han kan tage hende på skødet og ae hende på håret, mens han fortæller hende, hvor dejlig hun er. Her opbygges hendes selvværd fra bunden, og hendes femininitet får lov til at blomstre i trygge omgivelser. Hvis far, af forskellige grunde, ikke er til stede, er det stadig vigtigt for pigen at få den samme opmærksomhed, også selvom den kommer fra mor.
Selvom de fleste strukturer går igen hos de to biologiske køn, kan de naturligvis også opleves på kryds og tværs. For eksempel er der mange små piger, der også elsker at tumle eller lege vildt. Nogle drenge vælger hellere den stillesiddende leg til frem for at kravle op i et træ. Det forunderlige er, at strukturerne ikke eksisterer som opskrifter på en bestemt adfærd. I stedet er de med til at skabe en fleksibel ramme om kønsidentitetens udvikling.
Lær barnet at kende først
Hvordan lærer man strukturerne at kende hos det lille barn?
Svaret er: nærvær og observation.
Nysgerrighed på, hvad de finder på af lege og aktiviteter med deres jævnaldrende. Som forældre kan vi spejle vores egen kønsidentitet i deres, når de gør noget, vi også genkender hos os selv. Det kunne f.eks. være far, der også synes, det er sjovt at tumle. Måske oplever mor, at pigen kan lide at gøre sig fin og lege med sminke. Måske vil hun hellere klatre i træer som sin bror. Det handler om at støtte op om det, barnet selv bringer på banen. På den måde får de frihed til at lære sig selv at kende, fordi vi bekræfter deres adfærd med anerkendelse og nærvær.
Følg med nysgerrigheden
Det skønne ved små børn er, at så længe vi sørger for at lade dem være nysgerrige og glædes ved det, de oplever i deres seksualitet, vil de selv turde stille spørgsmål.
Det behøver ikke være svært at svare dem, da det ofte begrænser sig til det fysiske. Når vi ser tegn på, at de optages af deres krop, kan vi roligt spørge ind til, hvad de laver, eller hvordan det føles. Det er aldrig noget seksuelt for barnet.
Retorikken skal passe til deres alder, så vi ikke kommer til at bruge et voksensprog overfor det lille barn. Det kan nemlig få en grænseoverskridende virkning på barnets seksualitet.
Både sprog og adfærd vil automatisk udvikles i takt med, at de bliver ældre. En præteen på ti år vil måske være mere optaget af, hvad vennerne gør, og hvordan de opfører sig. Det er fordi, de spejler deres egen kønsidentitet i kammeraterne. Gennem samtaler om hvad de laver i skolen, eller hvordan legene foregår med vennerne, får de plads til at reflektere over deres egen kønsidentitet.
I sidste ende handler det om at følge barnets impulser gennem nærvær, svar på spørgsmål og anerkendelse af det, de selv bliver optagede af.
Læs om, hvordan du får begyndt den gode samtale med teenageren.
Se mere om køn og seksualitet på Saras hjemmeside: Let’s talk about sex
