En hyldest til det uperfekte forældreskab

Nogle strøtanker i anledningen af mors dag…

For knap 9 måneder siden sagde min krop pludselig fra. Det skete i forlængelse af 3 ugers ferie med familien. Enorm træthed – så træt som jeg aldrig havde troet, man kunne være. Efterfulgt af en række andre ubehagelige symptomer. Efter at jeg var ret gennemundersøgt for at finde ud af, hvad jeg fejlede, måtte vi konkludere, at jeg var blevet ramt af en stressbelastning. For mig var det ikke åbenlyst, da jeg ikke mærkede et stresset sind, men min krop var stresset og var kommet ud af balance. Da jeg på et tidspunkt troede, at jeg var ved at være ovenpå, begyndte jeg at mærke muskelspændinger og smerter. Sidstnævnte symptomer – kombineret med et svingende træthedsniveau – har været den længste fase, og jeg er stadig ikke helt ovre det. Efter en længere sygemelding – først på fuld tid, senere på deltid, er jeg i dag et bedre sted, end da alt dette begyndte.

For mig har belastningen tilsyneladende haft forbindelse til det at blive mor. Det er et job, jeg elsker overalt på jorden, men efter min rejse som mor startede for over 5 år siden, har jeg ikke været helt god nok til at passe på mig selv og gøre noget godt for mig selv. Der er blevet fyldt mindre på, end der er blevet givet, og den slags kan sætte sig i nervesystemet og kroppen og give en belastningsreaktion. En mindre belastning over lang tid kan godt forårsage det, har jeg lært.

Jeg øver mig nu i at tage pusterum og pauser i den intense hverdag som småbørnsmor. Og efterhånden som jeg får flere kræfter, skal jeg øve mig i at komme lidt mere ud igen – måske gå til fritidsinteresser igen, som jeg gjorde engang, før jeg blev mor.

Til alle mødre: Jeg håber, I vil huske at tage pauser i hverdagen. Bare små pusterum kan gøre en forskel. På den måde gør I ikke bare jer selv, men også jeres børn en tjeneste – for de får en mor med større overskud på den lange bane. Tag også pauser fra det hele, SELVOM I elsker jeres liv og hverdag, og SELVOM I måske kan lide at have en fyldt kalender. Ellers risikerer I, at kroppen på et tidspunkt siger fra.

Det ER både hårdt og skønt at være mor! Og skru gerne forventningerne til jer selv bare en smule ned. De er rigeligt høje for de fleste af os. Og ingen kan gøre alt perfekt.

P.S.: Vi har lige været i sommerhus ved Limfjorden – hvor jeg nyder gode øjeblikke med mand og børn – og at jeg langsomt får kræfter til mere og mere.