I forrige indlæg skrev jeg om, hvordan familien ikke er et projekt, som vi kan få styr på og blive færdige med. Det er derimod snarere et laboratorium, hvor vi eksperimenterer med forskellige tilgange, prøver os frem, fejler og prøver igen. Jeg vil fortsætte i det spor, men med en lidt anden vinkel.
Familien er ikke bare et eksperimentarium for forældrene til at prøve alt muligt af i forsøget på at blive den familie, man gerne vil være, men det er også børnenes legeplads og Guds nådes, hvis man ellers er med på den vinkel.
Lad os starte med børnene
I en perfekt verden er en familie altid det sted, hvor børnene er set, ønskede og elskede – og de ved det og har en erfaring af det. Jeg skriver i en perfekt verden, fordi det desværre ikke altid er tilfældet. Nogle af os slipper ud af barndommen med sår, som kræver tid, heling og hjælp at komme over eller lære at leve med.
Men lad os forestille os, at vi her taler om den mest optimale situation for barnet. Her bliver familien den legeplads, hvor barnet kan prøve sig selv af i forskellige situationer, som det senere vil møde i andre arenaer. Det bliver ofte meget tydeligt, når barnet rammer selvstændighedsalderen. Vi har selv en 2-årig i huset, og der afprøves mange forskellige følelser og attituder, som spejler både os forældre og de ældre søskende. Han undersøger også i høj grad den effekt, han skaber. Når han f.eks. siger ”Oh no, help me”, fordi de store har lært ham det, og vi alle bryder ud i latter, så gentager han det om og om igen for at skabe samme respons.
Børnene prøver også mange ting af i forhold til det relationelle. Det er ofte i familien, at de store konflikter opstår, og barnet måske reagerer med bid eller slag eller diverse skældsord på en måde, som de aldrig ville gøre i skolen eller hos en kammerat. Det kan de, fordi de her ved sig grundlæggende elskede og ønskede – også på trods. Her kan ens værste sider rummes, uden at det ændrer på ens status som barn og som elsket. Børnene kan opleve nåden i aktion og øve sig i både at blive tilgivet og at tilgive andre.
Og så når vi hen til den del, der handler om Gud.
I en perfekt verden, hvor samspillet i familien er som beskrevet, vil familien komme til at spejle Guds væsen: uendelig, ubetinget kærlighed. Selv vores værste sider kan ikke afskrække Gud fra at elske os, eller fratage os vores status som børn af Ham. Det betyder ikke, at Han ikke godt kan finde på at opdrage på os, ligesom børn også har brug for, at deres forældre sætter gode rammer og viser vejen til at styrke relationerne i familien, i stedet for at bryde dem ned.
En uperfekt verden med uperfekte familier
Men hvad så, når vi ikke lever i en perfekt verden – for det er der jo ingen af os, der gør, og det bliver nogle gange ekstra tydeligt i ferierne. Vi begår alle fejl – men har ofte svært ved at indrømme det og bede om tilgivelse. Samtidig kan vi også have svært ved at tilgive andre, når de sårer os og gør os fortræd. Især de mennesker, der står os nært, for de ved jo lige, hvor de skal trykke for, at det gør rigtig ondt.
I den virkelighed er det godt at huske på, at familien kan spejle Guds væsen, men den er ikke Gud. Der er et ansvar, der er vores som forældre og mennesker, og der er et andet og større ansvar, som er Guds. Vi kan læne os op af Ham, når vi selv kommer til kort, og tage imod Hans nåde og tilgivelse, som Han tilbyder gennem Jesus.
Vi må snakke med Gud, fortælle om vores nederlag og frustrationer, bede om hjælp til at lægge det gamle bag os og tage imod den nye begyndelse, Han rækker os. Nogle gange sker der mirakler: tingene løser sig og går op i en højere enhed. Andre gange er miraklet, at vi får mod på at prøve igen; at vi kan tilgive os selv og gå videre i hverdagen og familielivet, befriet fra nederlagets skam.
Her på bloggen er et eksempel fra mit eget liv, hvor jeg skrev om en særlig dum eftermiddag i familien, og hvordan jeg i den situation blev utrolig glad for at have Gud med i mit forældreskab.
