Vi kom sovende ind i 2020. Ikke lige den ”årtiets fest”, som der blev lagt op til denne nytårsaften. Men det var nu engang dét, vi som småbørnsfamilie havde allermest brug for. Derfor vågnede jeg 1. januar og var nærmest helt udhvilet. Eller så udhvilet, som man nu kan være med et 11 år gammelt søvnunderskud.
I det hele taget er jeg er trådt ind i 2020 med overskud og energi. 2019 har været en langsom afsøgning af, hvor og hvordan kræfterne skal prioriteres i familien, i arbejdslivet og i kirkelivet. Og nu, NU er jeg klar til investere mig selv. Jeg har 100 ideer og lyst til at starte alt muligt op og kaste mig hovedkulds ind i projekter, mennesker og opgaver. Kalenderen er næsten blank her ved starten af et nyt år, og jeg er SÅ klar til at fylde den ud.
Men. Jeg kommer i tanker om, at jeg har haft det sådan her før – og brændt mig på det. Været høj af virkelyst og gåpåmod. Men jeg sagde ja til så meget, at al overskud blev suget ud. De ting, jeg ellers glædede mig over og brændte for, blev en byrde, for der var ikke overskud til at nyde dem.
Min erfaring fortæller mig derfor, at jeg skal slå bremserne i. Jeg må forsøge at tøjle den vilde entusiasmes heste. Jeg skal sige nej, selvom jeg mest har lyst til at sige ja.
Send ræven tilbage i hulen
I sin bog ”Elsket ubetinget” skriver den hollandske præst og forfatter Henri Nouwen om, hvordan fortiden kan være som lumske ræve, der sidder på vores skuldre og hvisker til os: ”Du kender det hele; du har set det hele, vær realistisk; fremtiden vil bare blive en gentagelse af fortiden. Overlev som du bedst kan.”
Og han fortsætter med at kommentere:
”Når vi lytter til disse ræve, får de med tiden ret: Vores nye år, vores nye dag, vores nye time bliver kedelig, mat, forudsigelig og uden noget nyt. Så hvad skal vi gøre?
Først må vi sende rævene tilbage, hvor de hører hjemme: i deres huler. Og så må vi åbne vores hjerte og sind for den stemme, der lyder gennem vores livs bjerge og dale: ”Lad mig vise jer, hvordan jeg lever hos mit folk. Mit navn er ’Gud-med-jer’. Jeg vil tørre hver tåre af jeres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller pine. For det, der var før, er forsvundet.” (Johannes’ Åbenbaring 21, 3-4)
På den ene side er det godt, at vi som mennesker kan gøre os erfaringer. Vi kan jo lære af dem og bruge dem til at skabe forbedringer på forskellig vis. ”Brændt barn skyr ilden” siger vi. Bagsiden af medaljen er, at ilden også kan bruges til noget godt: til lys, til varme – og præ-elektricitet: madlavning. Engang var ilden essentiel for overlevelsen. Derfor var det en dårlig idé at sky ilden, selvom man havde brændt sig en eller flere gange.
Solen står op over en helt ny tid
Jeg må tage mine erfaringer med mig, men de må ikke blive en frygt, der forhindrer mig i at gøre det, jeg drømmer om. Jeg har lov til at sige ja, når jeg mener ja. Men også huske at sige nej, når jeg mener nej.
Selvom jeg kan genkende følelsen fra tidligere i mit liv, så er situationen, dagen, året og livet nyt. Jeg har aldrig før oplevet præcis denne dag og dette tidspunkt i mit liv!
Ja, der har været en lang periode med små børn og sigen nej til ting udenfor hjemmet, men ungerne bliver større og mindre afhængige. Solen står op over en ny tid, jeg ikke har prøvet før. Jeg må gerne lade solen og de forhåbninger, der er til det nye, skinne og sende rævene, fortiden og frygten tilbage i deres huler.
Med et lettere omskrevet Pippi-citat, så har jeg aldrig før oplevet 2020, så det bliver sikkert godt.
Hvem ved, hvad der kan ske?
